Lystfiskerne glæder sig: Nu starter laksesæsonen på trods af corona

Der bliver dog mindre fest end normalt, når laksesæsonen starter i morgen, torsdag.

Kenny Frost er daglig leder af Laksens Hus. Han glæder sig til laksesæsonen skydes igang.
Kenny Frost er daglig leder af Laksens Hus. Han glæder sig til laksesæsonen skydes igang.
Foto: Sarah Mølsted Andersen, TV MIDTVEST

Mange lystfiskere ser hvert år frem til den dag, hvor laksesæsonen starter. Og sådan er det også i år, selvom festen bliver lidt mindre vild, end den plejer.

En af dem der glæder sig er Kenny Frost, der er daglig leder af Laksens Hus. For ham har premieredagen en meget stor betydning.

- Det er sådan, at laksesæsonen ved Skjern Å strækker sig over et halvt år. Det vil sige, at der er gået et halvt år, siden vi sagde farvel til vores kære å. Og mange af os er passionerede laksefiskere og tænker på laks året rundt, så på premieredagen, der starter det hele igen. Der skal livet begyndes at leve igen, og vi skal herud, forklarer han begejstret.

Det har dog ikke været en selvfølge, at det ville blive muligt for Kenny Frost og de andre lystfiskere langs Skjern Å at komme afsted, forklarer han. 

- Med coronapandemien har det været det store spørgsmål, om vi overhovedet har kunne tillade os at mødes. Men heldigvis kan det lade sig gøre, hvis vi tager de forholdsregler, der skal tages i forhold til Sundhedsstyrelsens udmeldinger, siger Kenny Frost.

Sikkerhed først

Dagen bliver dog ikke, som det plejer for Kenny Frost og hans kammerater .

I år har samtlige foreninger langs åen aflyst deres fællesarrangementer. Der bliver dermed kun en åbning af fiskeriet, ligesom man opfordrer til, at alle kører enkeltvis i bilerne til åen, og at man holder afstand.

- Vi har masser plads til at boltre os på, så jeg kan ikke se, at der skulle være nogen fare på færde ved at vi går og fisker her med god afstand, siger Kenny Frost.

Det er formanden for Holstebro og Omegns Fiskeriforening Gunnar Pedersen enig med ham i. Her har de også sørget for, at åbningen kan foregår sikkert for alle.

- Vi har i foreningen bedt forbundet om at undersøge hos Sundhedsstyrelsen, Politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed, om det kan lade sig gøre at holde sådan et arrangement og mulighederne for at holde det sikkert. Og de har alle sammen sagt god for det, forklarer Gunnar Pedersen.

Gunnar Pedersen fortæller, at Holstebro og Omegns Fiskeriforening har aflyst samtlige fællesarrangementer.
Gunnar Pedersen fortæller, at Holstebro og Omegns Fiskeriforening har aflyst samtlige fællesarrangementer.

Ingen klap på skulderen

Gunnar Pedersen fortæller, at de også har aflyst samtlige fællesarrangementer.

- Man kan få lov til at sætte sin bil, og så skal man fordele sig ud i terrænet og holde noget afstand. Vi har sendt besked ud til samtlige af vores medlemmer om, hvordan vi gerne vil have det, siger han og fortsætter:

- Sådan en start er tit noget med stor gensynsglæde og klap på skulderen. Der plejer at være laksepral og fællesindvejning og sådan nogle ting. Og det er væk det hele, for der kan vi ikke holde afstandskravene.

Han glæder sig dog stadig til sæsonstarten.

- Det er lystfiskernes juleaften, slår Gunnar Pedersen fast.