Jyske Bank vil fyre op mod 200 ansatte og nedlægge hver femte afdeling

Jyske Bank forventer frem mod midten af 2021 at have 150-200 færre medarbejdere. I dag er der tæt på 3500.

Jyske Banks hovedkontor i Silkeborg. (Arkivfoto)
Jyske Banks hovedkontor i Silkeborg. (Arkivfoto)
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Bankkunderne er blevet mere digitale under coronakrisen, hvor store dele af samfundet har været lukket ned.

Derfor vil Jyske Bank nu lukke hver femte filial frem mod midten af 2021. Det oplyser banken tirsdag i sit halvårsregnskab.

- Udbruddet af covid-19 har foruden økonomiske udfordringer også medført samfundsmæssige tilpasninger i blandet andet arbejdsvaner og kundeadfærd.

- Det har for eksempel indebåret en forstærket bevægelse mod digitale kundeinteraktioner og et mere kontantløst samfund, skriver banken.

Jyske Bank har lige i underkanten af 100 filialer. Det kan derfor lyde af meget, at hver femte afdeling skal lukkes.

Ifølge Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, har Jyske Bank dog ikke som mange andre banker tidligere været ude at lukke mange filialer.

- Set i det relative billede er det nok en tilpasning, som andre har foretaget på et noget tidligere tidspunkt, vurderer han.

Tab på 780 millioner kroner

Jyske Bank forventer samtidig at få 150-200 færre medarbejdere på fuldtid frem mod medio 2021.

Ved udgangen af andet kvartal havde Jyske Bank 3420 fuldtidsansatte. Det ser derfor ud til maksimalt at ramme seks procent af de ansatte.

Afgangene ventes primært at ske naturligt, da cirkulationen i antallet af medarbejdere normalt er på 200-300 om året.

Jyske Bank måtte i årets første seks måneder se indtjeningen skrumpe gevaldigt i lyset af coronakrisen.

Resultatet efter skat faldt til 82 millioner kroner, mens det de samme seks måneder sidste år var på 1109 millioner kroner.

Resultatet dækker dog over et tab på 780 millioner kroner i januar, februar og marts, hvor der blev sat omkring en milliard kroner til side.

Det skulle sikre, at man havde penge til at stå imod eventuelle tab efter coronakrisen.

I april, maj og juni var der på bunden derimod en indtjening på 862 millioner kroner. Året før var den i disse måneder på 499 millioner kroner.