Hospitalsenhed Vest ændrer ikke vaccinationsstrategi på trods af bivirkninger

Region Midtjylland har fra starten spredt vaccinationerne ud til enkelte ansatte på forskellige afdelinger, så de undgår for mange sygdomsramte på samme tid.

Vaccine
Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Region Midtjylland vil ikke ændre strategi for vaccination af sundhedspersonale, selvom vaccinen fra AstraZeneca har bivirkninger, der gør at flere må melde sig syge dagen efter, de har fået vaccinen.

Deres vaccinationsstrategi er nemlig allerede tilpasset bivirkninger.

- Strategien, vi har haft fra starten, er at have spredte vacciner. Vi har taget noget personale fra forskellige afdelinger og vaccineret dem, og det bliver vi ved med, også til de nye vacciner. Vi ændrer ikke strategi, fortæller sygeplejefaglig direktør i Hospitalsenhed Vest, Ida Götke.

Spørgsmålet omkring vaccinationsstrategien er kommet op, efter Region Nordjylland søndag meldte ud, at de ændrer strategi. De har oplevet, at meget sundhedspersonale måtte melde sig syg dagen efter, at de fik vaccinationen, hvorfor de ikke har kunnet komme på arbejde.

Region Nordjylland har derfor skaleret strategien ned til, at de nu kun vil vaccinere en tredjedel af en afdeling ad gangen, hvor de tidligere har taget en halv afdeling ad gangen.

Personalet skal booke tid dagen før en fridag

I sundhedspersonalet i Region Midtjylland har de ikke oplevet problemer med mange sygemeldte ansatte endnu. De har været bekendt med bivirkningerne af vaccinen fra AstraZeneca som høj feber, hovedpine og træthed, hvilket de har taget højde for i deres strategi.

- Det har været en meget håndholdt proces indtil videre. Der er blevet ringet ud til en afdelingsledelse, som har fået at vide, at der for eksempel er 20 vaccinationsdoser til dem. Så har afdelingslederen fået ansvaret for at uddele dem til personalet, siger Ida Götke.

På den måde har de sikret, at der altid var personale, der kunne møde på arbejde. Nu overgår den håndholdte vaccinationsplanlægning til en mere automatisk og randomiseret en af slagsen. Der bliver dog stadig taget høje for bivirkningerne.

- Ved de kommende vaccinationer bliver der givet fri til, at den ansatte selv kan booke en vaccinationstid. De får en melding om, at de kan booke en tid. Vi beder dem om at booke sig til en vaccination, hvor de har fri dagen efter eller har aftenvagt, så de har tid til at komme sig, fortæller den sygeplejefaglige direktør.

Det er cirka 20 procent, der oplever bivirkningerne ved AstraZeneca-vaccinen, og dem mærkede de også på Hospitalsenhed Vest, da de kørte en vaccinationsrunde torsdag. Fredag var der mange syge, mens de var raske igen lørdag, oplyser Ida Götke.