Fast Arbejde

De har et helt specielt job: - Jo før vi kan blive arbejdsløse, jo bedre

Hver dag knokler 70 podere på Testcenter Viborg. De har vidt forskellige baggrunde, men et fælles ønske.

8:42
Testcenter Viborg: De har 65 borgere gennem systemet hvert 10. minut. Arbejdspladsen er blot ét år gammel, men har allerede 10 gange så mange ansatte som ved dens start, og målet er klar: fyring.

Med coronapandemien er en helt ny branche skudt op i Danmark.

Men det er en løjerlig størrelse, for her arbejder alle på, om alt går vel, at blive fyret igen.

Det drejer sig om coronatestcentrene, som hver dag tester tusindvis af danskere og dermed er en vigtig brik i arbejdet med at undgå nedlukninger af landet eller dele af det.

Planen med coronatestcentrene er, at de skal nedlægge sig selv, når corona er ovre.

- Vi arbejder mod vores egen opsigelse. Det er en del af pakken, og det har jeg det fint med, siger Esben Knudsen, beredskabskoordinator ved testcenteret i Viborg.

Fra scenetekniker til guide

Det er ikke et krav, at man har en sundhedsuddannelse for at blive poder. Alle kan lære det og får et hygiejnekursus.

Derfor er det en broget flok, man møder på testcenteret:
En scenetekniker, en student på sabbat, en guide, en håndværker og en fysioterapeut for blot at nævne nogle af de mange forskellige baggrunde, folk kommer med i poderfaget.

Men fælles for dem alle er:

- Jo før vi kan blive arbejdsløse, jo bedre, mener Thomas Sandvang Jensen, koordinator ved testcenteret.

Helena Brammer har sabbatår, og hun havde nok ikke lige forestillet sig, hun skulle være poder i sit pusterum fra uddannelse, men det giver mening at være her.

- Jeg synes, jeg gør en forskel i stedet for at sidde stille i mit sabbatår, forklarer hun.

Faktisk er det et arbejde, som er opstået på en meget alvorlig baggrund, og man kommer ikke uden om den potentielle risiko, der ligger i jobbet som poder: Man kan blive smittet gennem sit job.

- Jeg har sikkert tit podet en borger, der var positiv. Det tænker jeg ikke over, siger poder og runner Jette Søndergaard.

Og så er der også lige det med teknikken, når man stikker en podningspind ned i halsen på folk.

Spørgmål: Sker det nogle gange, at nogen kaster op?

- Ja, det sker af og til, fortæller afdelingsleder Birgitte Noe.

Hun beskriver i øvrigt arbejdspladsen, som værende meget intens.

Testcentret i Viborg skal efter planen lukke til nytår 2021.