454 corona-tests glemt i bil: Marianne måtte blive hjemme fra arbejde, da hun ikke fik svar

En menneskelig fejl betød søndag, at 454 personer måtte vente længe på svar på deres corona-tests.

I de seks år 59-årige Marianne Andersen har arbejdet for et vikarbureau, har hun aldrig været nødt til at tage fri fra arbejde.

Sådan var det i hvert indtil i mandags, hvor hun pludselig stod uden svar på den PCR-test, hun havde fået lavet i Vildbjerg dagen inden.

Hun måtte derfor ringe til vikarbureauet og fortælle, at hun ikke kunne møde ind, da det krævede en negativ test.

- Så gik jeg og ventede hele mandag og tænkte, at så måtte den da komme til tirsdag, så jeg kunne komme afsted, men den var ikke kommet tirsdag morgen, så der kunne jeg heller ikke komme afsted, fortæller Marianne Andersen, der var meget ked af at måtte blive hjemme:

- Jeg syntes jo, jeg svigtede dem, når jeg ikke kunne fremmøde. De skulle til at have bøvl med at skaffe en ny vikar.

Tests glemt bag i bil

Marianne Andersen er en ud af 454 personer, der søndag fik foretaget en PCR-test i Vildbjerg og efterfølgende ikke fik svar.

Der var tale om en menneskelig fejl, forklarer lægefaglig direktør hos Region Midtjylland, Per Sabroe Nielsen.

- Man har desværre glemt en kasse med de her PCR-tests i en bil lidt for længe, så de ikke kunne nå at blive testet, inden for svarfristen på 48 timer. Det er jo en dybt ulykkelig situation. Det er meget beklageligt, og det må ikke ske, forklarer han.

Han fortæller, at de har undersøgt testene, og nogle vil have modtaget svar, mens andre vil have fået besked om, at deres test er inkonklusiv, altså ikke brugbar.

- Når vi tester folk, så er det, fordi folk skal have deres svar. De skal kunne bruge deres svar, hvis de skal et eller andet, hvor de har brug for dokumentation på, at de er blevet testede. De 454 mennesker har jo formentlig skulle bruge det til frisøren, arbejdet eller lignende. Det har sikkert givet dem nogle udfordringer, og det beklager jeg meget, siger Per Sabroe Nielsen.

Region Midtjylland har indskærpet overfor Falck, der tester i Vildbjerg, at alle kasser skal med næste gang. 

Falck beklager også fejlen.

- Der er sket en meget beklagelig menneskelig fejl, som selvfølgelig ikke må ske. Vi beklager overfor de pågældende borgere og vi gør naturligvis alt, hvad vi kan for undgå sådanne hændelser fremadrettet, siger Regionsdirektør for Falck i Region Midtjylland, Dennis Abildgaard Jørgensen.

Han forklarer, at det konkret betyder, at de bliver sat mere testpersonale ind torsdag 15. april, der kan foretage PCR-tests, samtidigt med at man i Vildbjerg kan få foretaget hurtigtests. 

Per Sabroe Nielsen beklager, at de 454 tests blev glemt i bilen.
Per Sabroe Nielsen beklager, at de 454 tests blev glemt i bilen.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Flere tests til Vildbjerg

For at give de ramte borgere mulighed for hurtigst muligt at kunne få en ny test, udvider Region Midtjylland altså kapaciteten for PCR-tests i Vildbjerg.

Torsdag, fredag og lørdag er der mulighed for at få lavet hurtigtest i byen, mens der i denne uge er mulighed for at blive PCR-testet alle dage mellem 9 og 16 i Vildbjerg Sports- og Kulturcenter.

- De 454 kan komme og blive testet i morgen uden at skulle tidsbestille. De kan simpelthen gå ind og vise deres test fra i søndags. De har formentlig alle sammen fået svar nu på, at den er inkonklusiv, fordi der er gået for lang tid, siger Per Sabroe Nielsen.

Selvom Marianne Andersen måtte blive hjemme fra arbejde, så er hun forstående overfor, at der er tale om en menneskelig fejl.

- Jeg synes jo, at det er frygteligt, at man ikke kan møde på arbejde, lægebesøg, eller hvad man nu skal. Det, synes jeg ikke, er okay, siger hun, men fortsætter:

- Det er jo menneskeligt. Fejl kan ske. Men det er jo træls, når det rammer en.