13 ishockeyspillere ramt af corona: Årets sidste kampe er aflyst

Herning Blue Fox må opgive at spille sine to sidste kampe på grund af coronaudbrud i klubben.

Torben Skovsgaard oplyser, at de sidste to kampe mod Odense inden nytår aflyses grundet coronasmitte.
Torben Skovsgaard oplyser, at de sidste to kampe mod Odense inden nytår aflyses grundet coronasmitte.
Foto: TV MIDTVEST

Der er ikke mange spillere på isen i Herning Blue Fox de her dage.

13 spillere er nemlig ramt af coronasmitte ud af truppen på i alt 24 mand.

- Vi aflyste vores to sidste træningspas op til juleaften for at se, om vi kunne minimere smitten. Men det kunne vi ikke. Nu er vi oppe på 13, hvor den sidste kom i dag, siger klubbens direktør, Torben Skovsgaard og fortsætter:

- Det er jo brandærgerligt, for det kommer bare til at ligne det, vi har været igennem en gang.

Denne jul ligner til forveksling julen 2020, hvor coronasmitten også var udbredt i Herning Blue Fox. Her var omkring 14 spillere, et par trænere og en sportschef smittet.

Ved den lejlighed var det blandt andet de sidste to kampe mod Odense mellem jul og nytår, der blev aflyst. Sådan bliver det også i år.

De sidste to kampe er netop lige blevet aflyst, oplyser direktøren, der dog slår fast, at de raske spillere stadig træner.

- Det gør de hver dag, men vi har skærpet kravene med, at man skal teste sig endnu mere. Ved de mindste symptomer, bliver man væk, fortæller Torben Skovsgaard.

Pointdeling

Herning Blue Fox skulle også have spillet i går aftes mod Frederikshavn White Hawks. Den hjemmekamp blev aflyst med halvandet point til hvert hold. Lidt paradoksalt betød det, at Blue Fox strøg op på førstepladsen i Metal Ligaen.

I sidste sæson aftale klubberne, at aflyste kampe ikke udsættes, men at begge hold deler pointene.

- Det er noget skrammel. Vi går jo efter mere end halvandet point. Som det ser ud i år, hvor toppen er meget tæt og vil fastholde positionen og være med, så skal man gå efter at få maksimumpoint hver gang. Det kommer vi jo ikke til her og nu, siger klubbens direktør.

Næste kamp er på udebane med Herlev 5. januar.