Vindmøller generer hverken fugle eller flagermus.

Vindmøller generer hverken fugle eller flagermus.

Der er ikke fundet en eneste død fugl eller flagermus ved testcenteret i Østerild.

De fire gigantiske testmøller i Østerild har hverken skræmt fugle og flagermus væk eller ført til, at de bliver ramt af vindmøllevingerne oplyser DR P4 MIDT&VEST.

Det viser en helt ny rapport, som Institut for Bioscience på Aarhus Universitet har lavet for Naturstyrelsen, fortæller Claus Rasmussen, der er projektleder på testcentret i Østerild.

- De har afsøgt området under møllerne med hunde, men har ikke fundet én eneste død fugl, selvom der er masser af dem omkring vindmøllerne, og så har det vist sig, at den korridor for trækfugle, som vi var bekymrede for, går længere ude mod havet, siger han til DR P4 Midt&Vest.

Fandt intet

Hundene har heller ikke fundet så meget som én død flagemus under de gigantiske vindmøller, fortæller Claus Rasmussen.

- Og det selvom de med succes jager insekter lige op og ned ad møllerne, siger han DR P4 Midt&Vest.

Claus Rasmussen understreger, at folkene fra Institut for Bioscience har lagt døde fugle ud for at teste om hundene kunne finde dem, og det kunne de hver gang.

Fastholder kritik

Danmarks Naturfredningsforenings præsident Ella Maria Bisschop-Larsen har ikke haft mulighed for at læse rapporten, der først offentliggøres i dag. Men til dens konklusioner siger hun til DR P4 Midt&Vest:

- Det er glædeligt, at hverken fulgle eller flagermus ser ud til at lide overlast, men det skulle have været undersøgt inden. Og testcentret burde ikke have ligget i beskyttet natur, fastholder hun overfor DR P4 Midt&Vest.

Resultaterne af den nye undersøgelse bliver fremlagt på et offentligt møde på Østerild Kro den 5. februar klokken 19.30.