VIDEO: Ulv snuser rundt ved Ulfborg

En ny video fra et vildtkamera viser en voksen ulv, som snuser alene rundt i den vestjyske ulvezone.

Foto: Ulvetracking.dk

En fuldvoksen ulv er blevet fanget på et vildtkamera ved Ulfborg. Det er Ulvetracking Danmark, der i samarbejde med en lodsejer har opsat vildtkameraet. Filmen er optaget om aftenen den 3. august.

- På videoen ser vi, hvad der utvivlsomt ligner en ulv. Man ser tydeligt den hængende hale med sort halespids, men som på grund af sommerpelsen ser lidt tynd og ynkelig ud. Desuden peger den kraftige hals, de korte men brede ører, de relativt lange og stærke ben og det generelt kraftige hoved på ulv, siger biolog Mark Desholm, der har kigget nærmere på videoen.

Videoen er optaget i den vestjyske ulvezone tæt på, hvor ulveparret fra Ulfborg holder til. Det er dog svært at vurdere, om det er en han- eller hunulv.

00:30

Videoen er optaget torsdag den 3. august 2017 om aftenen. Datoen på videoen er ifølge ulvetracking forkert, fordi vildtkameraer nulstiller ved skift af batterier, og det havde de overset den dag.

Luk video

Læs også Minister: Risiko for ulveangreb mod børn er ekstrem lille

- Om det drejer sig om en han eller hun ulv, er svært at sige. Ulven kommer ind fra højre med snuden i jorden, og det er tydeligt, at den følger et duftspor af en eller anden slags - det kunne være fra et byttedyr eller en artsfælle. Ulvens lugtesans er som hos hunden ekstremt veludviklet, og vi skal forestille os et meget detaljeret 3D duftlandskab som ulven bevæger sig igennem. Alt i alt en rigtig fin natoptagelse, af hvad der ligner en udvokset voksen ulv, siger Mark Desholm.

Ulvetracking har placeret vildtkameraet, så man kommer så tæt på ulven som muligt uden at forstyrre.

- Dette er med formål at kunne se aftegningerne på dyret og efterfølgende individbestemme med andre billeder i andre landsdele. Så er det reelt muligt at følge en enkelt ulvs vandring, altså hvis man har meget tydelige fotos af dyrene, da deres aftegninger i pelsen er enestående fra fyr til dyr, siger Kim Møller fra ulvetracking.dk.

Ulvetracking oplyser, at videoen er optaget torsdag den 3. august 2017 om aftenen, selv om der på videoen står noget andet. Datoen er ifølge ulvetracking forkert, fordi vildtkameraer nulstiller ved skift af batterier, og det havde de overset den dag.

Læs også Nye billeder af vestjyske ulveunger