Viborg Bryghus: Fremtid på plads

Viborg Bryghus: Fremtid på plads

Oven på en turbulent tid med usikkerhed om den fremtidige organisation i Viborg Bryghus, har bryggeriet nu fået styr på fremtiden.

Viborg Bryghus har fået styr på fremtidens strategi. Bryghuset har lavet en ny aftale med den tidligere direktør Hans Jørgen Poulsen som ellers var blevet fyret.

- Bestyrelsen for Viborg Bryghus og Hans Jørgen Poulsen har aftalt at fortsætte samarbejdet i en tilpasset form. Aftalen betyder, at der fastholdes en medarbejder med stor indsigt i virksomheden, som er værdsat, og som altid yder en stor arbejdsindsats. Samtidigt er der skabt et økonomisk og ledelsesmæssigt råderum, som gør det muligt at tilføre ekstra kompetencer og ressourcer til organisationen, hvis det skulle blive nødvendigt, siger formand for bestyrelsen, Thomas Sørensen.

- Jeg er glad for at vi har fundet en fair løsning, som begge parter kan være tilfredse med, og ikke mindst glæder jeg mig over, at vi kan få ro på hverdagen og se fremad, siger Hans Jørgen Poulsen.

Brygmester tilbage 1. juli 2015

Viborg Bryghus må undvære deres brygmester Peter Schrøder, som er på skolebænken i Berlin fra januar og frem til juli 2015. Men herefter vender han tilbage til bryghuset.

- Vi har lavet en rigtig god løsning, hvor Peter i det første halvår af 2015 kan koncentrere sig om sin uddannelse og herefter komme tilbage, som en endnu bedre brygmester. Men det var vigtigt, for både ham og os, at få tilpasset rammerne og arbejdsgangene, i forhold til den måde det har fungeret på hidtil, siger Thomas Sørensen.

Tættere samarbejde med Viborg Bryggeriforening

Ifølge formanden er en af de gode ting, der er kommet ud af den senere tids heftige dialog, et ønske om et tættere samarbejde mellem Viborg Bryghus og Viborg Bryggeriforening. Helt konkret vil bryghuset og foreningen søge at ændre vedtægterne, således at der fast bliver gensidig repræsentation i hinandens bestyrelser.