Kørelærer: Vi bliver behandlet som kriminelle

Kørelærerne i Herning føler sig forfulgt af de motorsagkyndige. Det er umuligt at overholde loven, lyder kritikken - og nu skal de to parter mødes i retten.

Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Britta Kristensen er kørelærer og god til at lære folk at køre bil. Men hun skal også være skarp til det med papirarbejdet, for hvis hun laver en fejl, så giver det en bøde. 

Vi er faktisk efterhånden mere bekymrede for, om papirerne består, end om eleverne består.

Britta Kristensen, kørelærer, Herning Køreskole

- Folk sidder og gennemtjekker papirerne fem gange. Vi er faktisk efterhånden mere bekymrede for, om papirerne består, end om eleverne består, siger Britta Kristensen, som er indehaver af Herning Køreskole.  

De har magten - og det ved de

Bøderne for fejl i papirerne ligger typisk på mellem 3000 og 5000 kroner. Fejl, som i andre byer normalt udløser en advarsel - men i Herning er der bøder med det samme. Og det er derfor, køreskolerne er godt og grundigt trætte af de motorsagkyndige, som efter deres mening tolker reglerne alt for rigidt.

- Vi bliver behandlet som kriminelle alle sammen. Vi kører efter nogle regler, der er så strikse og så komplekse, at alle siger - det kan ikke lade sig gøre at overholde dem, siger Britta Kristensen.

I følge kørelæreren, så er det især to motorsagkyndige, som gør livet surt for kørelærerne i Herning.

- Nogle få har forsøgt at klage til de sagkyndige. Men det er farligt, for så får man kærligheden at føle. De har magten, og det ved de. Så bliver man behandlet dårligt, og ens elever dumper, siger hun.

Mødes i retten

Som konsekvens af reglerne har fem køreskoler i Herning nu helt droppet at undervise de elever, der giver det sværeste papirarbejde. Og udover det hiver de nu de sagkyndige i retten.

Vi vil ikke finde os i, at vi skal behandles som kriminelle, fordi vi kommer til at sætte en streg forkert i et stykke papir.

Britta Kristensen, kørelærer, Herning Køreskole.

- Så nu venter der fire retssager over små bagateller, hvor ingen har tjent noget på det - ingen er blevet snydt. Men vi vil ikke finde os i, at vi ikke kan begå fejl. Vi vil ikke finde os i, at vi skal behandles som kriminelle, fordi vi kommer til at sætte en streg forkert i et stykke papir, siger Britta Kristensen.

Men er det ikke fair nok, at reglerne skal overholdes?

- Det er fuldstændigt fair. Men forleden fik vi afvist en elev til teoriprøve. Fejl i papirerne, sagde de. Dagen efter ringede de så og beklagede, for eleven havde bestået alligevel – den her gang var det politiet, der havde begået fejlen. Så hverken politi, kommuner eller kørelærere kan finde ud af reglerne – men de eneste, der får bøder for det, er os. 

Den første retssag går i gang efter sommerferien. 

Læs også Politiet afviser for hård kontrol af køreskoler