TV MIDTVEST

Kristoffer Møller Jensens valgplakat har fået mange kommentarer med på vejen. Foto: andershemmingsendk / Instagram

Ups: Glemte tekst på valgplakat...eller...

En valgplakat i Silkeborg skaber stor debat. Galt eller genialt, spørger mange sig selv.

Den kun 18-årige Kristoffer Møller Jensen har skudt sin valgkamp i gang på en noget utraditionel måde.

Valgplakaterne er ganske vist sat op, men der mangler noget.

Der hvor den unge Venstre-kandidats slogan skulle have stået, står der kun 'indsæt tekst'. Så slogannet er simpelthen ikke kommet med.

Det har skabt stor opmærksomhed på især de sociale medier, hvor folk lægger mærke til politikeren fra Silkeborg.

- Gik det lige hurtigt nok med udprintningen? Skriver Poul Dose i en kommentar på Facebook.

En anden roser plakaten.

- Så kan borgerne skrive deres favorit ide. Love it., skriver  Jesper Schou Hansen også på Facebook.

Også ris

På Instagram er kommentarerne lidt mere håndfaste.

- Det er lidt det samme som at indrømme, at man er blank, skriver Kamilla Johnsen.

Når det skal gå virkelig stærkt. (@gu_t_v)

Et opslag delt af Anders Søby Hemmingsen (@andershemmingsendk) den

- Det er svært at være 11 år... , konstaterer danelno5.

Og så er der dem, der ser et stort potentiale i den udsædvanlige markedsføring.

- Genialt det der - hele DK ser nu den valgplakat, lyder det fra soerenroskjaer på Instagram.

Hvad gik galt?

Så er spørgsmålet bare, hvordan kunne det ske, at teksten ikke kom med på plakaten?

- Jamen, det er faktisk en planlagt gimmick med fuldt overlæg. Det er ikke en trykfejl, som det kunne ligne, fastslår Kristoffer Møller Jensen.

- Det er noget, vi har planlagt i mange uger op til valget, siger den 18-årige politiker.

- Det er sgu ikke noget, der kan ske, uden at man lige har planlagt det forinden, fortæller han.

Fik et par øl

Det hele udsprang af, at teamet bag fik et par øl og ville finde en sjov ide, så debutanten skilte sig ud i gadebilledet.

- Jeg tror, det blev lidt svært at få den opmærksomhed, hvis man bare lavede nogle plakater, der bare faldt ind blandt de andre.

De hårde ord som plakaten også har fået, tager Kristoffer Møller Jensen med oprejst pande.

- Det er jo aldrig rart at få sådan nogle kommentarer, men det er sgu ikke noget, der slår os ud, tænker jeg.

Men er der ikke en risiko for, at dette kan give bagslag?

- Jo selvfølgelig, men det handler hele tiden om bare at få noget opmærksomhed, og så må man tage med, om det er positiv eller negativ omtale, vi får os, men omtale det har vi ihvertfald fået, siger den unge politiker.