Ulven er død

Ulven er død

Et ulvelignende dyr er fundet død i Hanstholm Reservatet i Thy. Det er med stor sandsynlighed det dyr, der har affødt mange spekulationer om en ulv i Nationalparken

Dyret blev fundet af Naturstyrelsens medarbejdere, da de ude for at tjekke de vildtkameraer, som er sat ud i naturen for at få bedre billedmateriale af dyret.

Et af kameraerne var opstillet tæt på det sted, hvor dyret første gang blev observeret. Omkring hundrede meter fra kameraet lå dyret død.

Center for Vildtsundhed i København skal nu undersøge, om det ulvelignende dyr fra Thy virkelig er en ulv. Centret oplyser, at der går op til en måned, før resultatet af undersøgelserne er klar.

- Vi ved endnu ikke, om der er tale om en ulv. Det skal vurderes af eksperter, men den ligner fuldstændig dyret fra de forskellige billeder, som har været i medierne, fortæller Tommy Hansen, Naturstyrelsens vildtkonsulent i Thy.

Død af sult

Det døde dyr har sandsynligvis været død i op til en uges tid, da det allerede var gået i delvis forrådnelse.

- Dyret er helt udmagret, så vi formoder, at den er død af sult, men vi skal have det undersøgt nærmere, siger Tommy Hansen.

Det kan allerede nu konstateres, at der er tale om en han, og efter tandsættet at bedømme er der tale om et ældre dyr.