Tricktyve aflurede pinkoden

Tricktyve aflurede pinkoden

Stjal kreditkort fra ældre kvinde i Viborg og havde et stort beløb på kortet.

To tricktyve stjal torsdag et Visa-kort fra en ældre kvinde i Viborg, og det får nu politiet til at advare mod lyssky personer, der forsøger at aflure pinkoden, når folk bruger deres kreditkort.

Kvinden blev ved middagstid passet op af to udenlandske mænd, da hun var på vej ind i opgangen ved sit hjem på Reberbanen. Mændene spurgte om vej til København og benyttede forvirringen til at stjæle Visa-kortet.

Senere blev der hævet et større beløb på kvindens konto, og politiet formoder, at tyvene aflurede pinkoden, da kvinden før tyveriet købte ind i Føtex.

Den ene gerningsmand var 180 centimeter, ca. 50 år, bar briller og havde en lys kasket og mørkeblåt arbejdstøj på. Den anden var 175 centimeter, 20-30 år, tynd og i en mørkeblå blazer.