Tican: Behov for månegrise

En ny miljøstald til grise i Nationalpark Thy har skabt stor debat, men Tican har brug for de ekstra grise, slår direktøren fast.

Foto: Arkiv

For tiden skaber det stor debat, at en ny, stor miljøstald, der har fået støtte af det statslige Månegris-projekt, skal ligge i Nationalpark Thy. Sagen behandles i Miljø- og Naturklagenævnet. Det skriver landbrugsavisen.dk

Administrerende direktør i Tican i Thisted, Ove Thejls, siger til Thisted Dagblad, at slagteriet har behov for ekstra grise.

- Jeg vil ikke forholde mig til hvor, man placerer projektet, men blot sige, at vi somslagteri har behov for de ekstra slagtesvin, som projektet kan levere," siger Ove Thejls til Thisted Dagblad.

Den nye stald i Thy skal have plads til 9.500 grise og får tilskud fra flere store virksomheder - heriblandt Tican. 

Der er tale om en ny type svinestald, som skal tage større hensyn til både klima og miljø samt mindske lugtgener.

Naboerne til byggegrunden har ellers ikke ønsket det nye byggeri og indsendt klager. Men dem har Bestyrelsen for Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) altså i første omgang set bort fra.

Og ifølge Ticans direktør, så er leverancerne af grise vigtige for at sikre rentabiliteten af slagteriet i Thisted.

- Vi skal ikke glemme, at Thy er et smørhul for produktionen af fødevarer af høj kvalitet, siger slagteridirektøren.

En anden løsning er, mener Tican-direktøren, at mindre og urentable svinestalde slås sammen.