’Swimmingpool’ og campingvogn: Plejecenter laver egen campingplads

​Plejecenter Thorshøj i Holstebro har lavet sin egen campingplads i sommervarmen.

Plejecenter Thorshøjs beboere køler tæerne af i 'poolen'.
Plejecenter Thorshøjs beboere køler tæerne af i 'poolen'.
Foto: TV MIDTVEST

Mens mange midt- og vestjyder er ved at spænde tagboksen på bilen, printe flybilletterne og pakke badetøjet for at tage på sommerferie sydpå, så må andre holde sin ferie under helt hjemlige himmelstrøg.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at ferien ikke emmer af sommer og afslapning alligevel. Tværtimod.

På Plejecenter Thorshøj i Holstebro har man faktisk taget udfordringen op for at skabe den perfekte sommerferie for centerets beboere - lige i baghaven.

Og temaet for ferien er enkel: Den står på camping.

- Det er noget helt nyt. Det plejer vi ikke at gøre. Det er hyggeligt, det er det altså, siger 79-årige Finn Christensen, der bor på plejecenteret.

79-årige Finn Christensen har aldrig været på camping før, men han nyder det i fulde drag.
79-årige Finn Christensen har aldrig været på camping før, men han nyder det i fulde drag.
Foto: TV MIDTVEST

- Alle er med. Det synes jeg, er det hyggelige og gode ved det. Det er en god ting at opleve sådan noget, som det her. Det skulle man gøre noget oftere, lyder ferievurderingen.

- Rigtig mange minder i at være på camping

På den hjemmelavede campingplads står den på alt fra fællessang til pølser på grillen. Og der er sågar også mulighed for at dyppe tæerne i pladsens oppustelige pool.

Der er naturligvis pølser på grillen.
Der er naturligvis pølser på grillen.
Foto: TV MIDTVEST

Alt sammen handler det om at skabe, og genskabe, gode minder for plejecenterets beboere, forklarer aktivitetsmedarbejder Gitte Petersen.

- Vi arbejder rigtig meget med både minder og sanser. Der er rigtig mange minder i at være på camping.

- Vi synes også det er vigtigt, at vi får brugt vores udendørsarealer om sommeren, og vi synes campingstemningen er god. Rigtig mange af beboerne har været på camping gennem deres liv, og de kan huske alle dufte, lyde og indtryk. Det er det, vi prøver på at genskabe, siger Gitte Petersen.

Plejecenteret er på ’campingferie’ i de næste par uger.