Succestræner tilbage til Mors

Den tidligere træner Jan Paulsen vender tilbage til Mors-Thy Håndbold.

bold130919.jpg

Den populære træner fra sidste sæson, Jan Paulsen, vender tilbage til klubben. I første omgang for en kort bemærkning. - Vi har haft nogle enormt gode snakke de seneste par dage med Jan, og vi må sige, at han har udvist stor forståelse for klubbens situation, meddeler klubben til Ritzau.

Jan Paulsen skal fra og med torsdag, som en midlertidig løsning, træne spillerne fra Mors-Thy. Det sker efter, at træner Anders Thomsen blev fyret i Mors-Thy Hånbold tirsdag.

Før sommerferien fik den vellidte træner Jan Paulsen ellers ikke lov til at fortsætte i klubben, da han og ledelsen ikke kunne blive enige om en ny kontrakt.

- Der skal ikke være tvivl om, at klubben meget gerne vil have lagt dette bag os. Vi bliver alle mere skarpsynede i bagklogskabens klare lys, og vi er helt med på, hvordan denne situation udstiller os.Vi kan tydeligt mærke på Jan, at han ikke bærer nag, vi laver alle sammen fejl, men nu har vi en mulighed for at få tavlen vasket ren. Begge parter er indstillet på at få slugt de kameler, som skal sluges, siger Heino Vigsø, Formand for Mors-Thy Håndbold til Ritzau.

Men om Jan Paulsen ender med at blive permanent træner igen, må tiden vise. Men formand Heino Vigsø bekræfter, at Jan Paulsen er klubbens førsteprioritet til jobbet.

- Med dette har vi en løsning i denne uge - så må vi se, om Jans planer for fremtiden gør, at vi også kan finde en løsning på den lange bane.

I sidste sæson førte Jan Paulsen sensationelt håndboldherrerne fra Mors/Thy frem til DM-semifinalerne.

Se hele interviewet med Jan Paulsen her

3:24
Jan Paulsen er tilbage i Mors -Thy

: