Stuehus udbrændt på Mors

Det lykkedes med nød og næppe brandfolkene at redde staldbygningerne på landejendom

Flammerne fik lynhurtigt fat, da der mandag formiddag udbrød brand i stuehuset på en landejendom på Vestmorsvej på Mors.

Brandinspektør Mogens Hansen fortæller, at beboeren var gået ud i stalden, og da vedkommende kom tilbage et kvarter senere, stod overetagen i flammer.

- Flammerne stod ud af døre og vinduer, da vi nåede frem. Den kraftige vind betød, at ilden bredte sig meget hurtigt. Stuehuset er udbrændt, og vores opgave bestod i at redde staldbygningerne. Det lykkedes heldigvis, men det var på et hængende hår, siger Mogens Hansen.