Struer vil have flygtninge i job

Struer halter gevaldigt i et år gammel forsøgsordning. Det vil viceborgmesteren gøre noget ved.

Struer Kommune er én af de kommuner, der fortsat ikke har såkaldte IGU-ansatte flygtninge. Det vil viceborgmester Martin Hulgaard (K) nu have lavet om på, skriver Jyllands-Posten.

IGU eller Integrationsgrunduddannelsen er en treårig forsøgsordning, der trådte i kraft 1. juli 2016, som giver virksomheder mulighed for at ansætte flygtninge i to år på en elevlignende løn. Men det er endnu ikke sket i Struer, hvilket ifølge viceborgmesteren kan skyldes, at kommunen har mange højteknologiske virksomheder, hvor det er svært for flygtninge at træde til.

- Når det er sagt, så skal vi selvfølgelig sørge for, at vi ikke har et nul, men får disse mennesker i gang med at bestille noget. Det er bedst for dem, og det er bedst for samfundet, forklarer viceborgmesteren til avisen.

Indtil videre er 680 personer blevet ansat i IGU-ordningen på landsplan.