Struer får nyt andeslagteri

Struer får nyt andeslagteri

Anpartsselskabet Dansk And vil slagte omkring en million ænder i Struer. I første omgang giver det 20 nye arbejdspladser.

Snart kommer der igen liv i det lukkede svineslagteri i Struer.

Anpartsselskabet Dansk And, der har Martin Daasbjerg fra Handbjerg som formand, har købt bygningerne for at indrette et nyt fjerkræslagteri.

Planen er, at de ænder, der i dag bliver kørt til udlandet for at blive slagtet, i fremtiden skal slagtes i Struer.

Martin Daasbjerg fortæller, at slagtningerne tidligst vil gå i gang midt på sommeren næste år. Han regner med, at det nye slagteri i første omgang får 20 ansatte.

Der har ikke været liv i slagteriet i Struer siden februar 2013, da svineslagteriet Jutland Meat gik konkurs. Bygningerne er på 22.000 kvadratmeter - det nye slagteri skal bruge 6.000 kvadratmeter og har planer om at leje resten ud til beslægtede virksomheder.

Struer har under finanskrisen mistet mange arbejdspladser, og kommunens borgmester Mads Jakobsen (V) er meget glad for det nye initiativ.

- Vi er rigtig glade for at hente arbejdspladser til Struer. Alene det er en god nyhed. Samtidig er det supergodt, at der er nogen, der overtager og begynder at drive virksomhed i det gamle slagteri, siger Mads Jakobsen.

Det sidste danske andeslagteri lukkede i 2006.

Dansk And regner med at slagte mellem 900.000 og en million ænder om året i Struer.

Eksternt link - læs mere om Dansk And her

 

 

Borgmester Mads Jakobsen (V) har denne kommentar til nyheden om andeslagteriet:

 

 

00:43 Luk video

 

 

 

01:56 Luk video