Stort potentiale for at spare strøm i Region Midtjylland

Region Midtjylland får en kedelig topplacering, når det kommer til at spare penge ved at bruge energivenlig led-belysning. Region Nordjylland ligger i top.

Led-kort besparelser
Foto: Kort: Energistyrelsen

På baggrund af kampagnen ”Mindre strøm, mere bundlinje” er Energistyrelsen kommet frem til, at der på landsplan er et samlet besparelsespotentiale på over 250 mio. kroner. Region Midtjylland har udover hovedstaden størst potentiale for besparelser, mens Region Nordjylland kun kan opnå besparelser for det halve.

I oktober måned har over 1.200 små og mellemstore butikker i 21 byer i hele Danmark haft besøg af LED-konsulenter fra Energistyrelsen. Formålet med besøgene var at hjælpe butikkerne med at regne ud, hvor meget de kunne spare ved at udskifte deres belysning til LED. Cirka halvdelen af de besøgte butikker kunne spare penge ved at udskifte belysningen.

- De store besparelser ved at udskifte til LED bekræfter, at efterårets kampagne var et godt initiativ. Tallene i Energistyrelsens beregninger viser jo, at det på alle måder giver god mening for både el-regningen og klimaet, når de små og mellemstore butikker udskifter butikkens belysning, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Størst potentiale i hovedstaden og midtjylland
Der gemmer sig især et stort potentiale i Region Midtjylland, hvor den potentielle besparelse vurderes at være på over 55 mio. kroner. Kigger man mere branchespecifikt på besparelserne, så er det især tøj- og skobutikker der kan spare på elregningen.

- Jeg ved, at de fleste store forretningskæder har fokus på det her område, men jeg håber, at mange af vores mindre butikker rundt om i landet er blevet inspirerede af kampagnen. De penge, der kan spares, kan jo bruges til at udvide forretningen eller andre forbedringer, der kan være med til at skabe vækst i lokalområdet, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Det er første gang, Energistyrelsen kortlægger besparelsespotentialet ved LED-belysning i hele landet. Derfor er det også første gang, der er tal på, hvor meget butiksejere i de enkelte regioner kan spare.