Stor pose millioner til Skjern Bank

Banken regner med at få solgt ansvarlig kapital for 100 millioner kroner - kunderne lokkes med 8 procent i rente.

Få 8 procent i rente.

Sådan lyder tilbuddet fra Skjern Bank, der i disse dage forsøge at skaffe sig ekstra kapital.

Banken udsteder kapitalbeviser for 100 millioner kroner - der er tale om ansvarlig lånekapital, hvilket vil sige, at man løber en større risiko end ved almindelige indskud. Groft sagt risikerer man at miste sit indskud, hvis banken skulle gå neden om og hjem.

Alligevel oplever banken en stor interesse for produktet, og direktør Per Munck regner med at kunne melde udsolgt, inden tilbuddet udløber den 8. december.

Skjern Bank bruger den ansvarlige kapital til at hæve sin solvensprocent. Banken er godkendt til at låne penge via bankpakke 2, men har kun valgt at låne halvdelen af det mulige beløb.

De ekstra millioner falder formentlig på et tørt sted - efter årets tre første kvartaler fik Skjern Bank et underskud på 58,3 millioner kroner før skat.

 

Interview med direktør Per Munck, Skjern Bank.