Støjbergs valgplakater oppe på rekordtid

Venstres Inger Støjberg ville være først med valgplakaterne. Klokken 11.01 hang den første i en vestjysk lygtepæl.

stoejberg_plakat1.jpg

Målet var klart. Også ved dette valg ville Venstres Inger Støjberg være den første kandidat, der havde valgplakaterne oppe i Vestjyllands Storkreds. Og missionen lykkedes.

Et minut efter statsministeren havde udskrevet valg til Folketinget hang de første af Inger Støjbergs plakater angiveligt i lygtepælene i Skive.

- Jeg har set frem til dette valg rigtig længe, så jeg er glad for, at Thorning omsider fik taget sig sammen til at trykke på knappen. De første valgplakater er oppe, og jeg er klar til kamp for en ny regering, siger Inger Støjberg.

Under overskriften "ærlig talt" vil Inger Støjberg de næste tre uger møde midt- og vestjyder på gader og stræder.

- Jeg håber på en valgkamp, hvor vi får en ærlig og åben diskussion om vores områdes udfordringer. Jeg tror på, at man skal sige tingene, som de er. Og vi er udfordret. Siden 2011 er beskæftigelsen faldet med 1.000 personer i Vestjylland. Vækstudsigterne er beskedne, og for mange danskere kan det dårligt betale sig at arbejde. Det skal vi gøre noget ved, slutter Inger Støjberg.