Spar Salling overtaget

Den lille Spar Salling kunne ikke klare Finanstilsynets krav og har nu ladet sig opsluge af Den Jyske Sparekasse

SparSalling2.jpg

Søndag aften lagde Spar Salling en pressemeddelelse ud på sin hjemmeside, hvor sparekassen meddeler, at Den Jyske Sparekasse overtager al aktivitet i Spar Salling.

Med aftalen undgår Spar Salling en egentlig konkurs. Fordelen er, at alle kunder stadig har en bank. De bliver overtaget af Den Jyske Sparekasse uden at skulle i statens "skraldespandsselskab" Finansiel Stabilitet, sådan som det skete for kunderne i Fjordbank Mors. Det gælder også for Spar Sallings mange landbrugskunder, der indirekte har været med til at trække sparekassen ned.

Over halvdelen af Spar Sallings erhvervsudlån ligger i landbruget, og det har fået Finanstilsynet til at kræve, at Spar Salling skulle øge hensættelserne fra 5½ til 22 millioner kroner, og det var mere, end Spar Salling kunne klare.

Alt er tabt for garanterne

Mens kunderne altså er reddet, så ser det anderledes skidt ud for sparekassens garanter. Spar Salling skriver i pressemeddelelsen, at "garanterne må forvente, at deres investering er tabt". Det drejer sig om i alt 86 millioner kroner.

Garanternes penge har været indefrosset siden begyndelsen af februar. Det var første tegn til offentligheden om, at noget kunne være galt i Spar Salling.

Direktør: Vemodigt

Spar Salling-direktør Bent Jensen kalder over for nyhedsportalen Finanswatch.dk situationen for vemodig:

- Det er en blanding af stor vemod - men også en form for befrielse og lettelse. Fordi der kommer en afklaring og en løsning. Og som det ser ud i øjeblikket en løsning, som vi betragter som absolut god og tilfredsstillende.  Men det vil alle nok ikke synes, siger Bent Jensen.

Spar Salling har hovedsæde i Lem i Vestsalling og har filialer i Skive, Vinderup og fem mindre landsbyer i Salling. Der er 52 ansatte, som også overgår til Den Jyske Sparekasse. Alle Spar Salling-filialer åbner ifølge Bent Jensen som normalt mandag morgen. 

Den Jyske Sparekasse har hovedsæde i Grindsted.