Sømmåtter kunne ikke stoppe tyve

Natten mellem torsdag og fredag jagtede politiet tre indbrudstyve, der havde stjålet cigaretter fra ABC Lavpris i Videbæk.

170910SoemmaatteNY001.jpg

Biljagt, hundepatruljer og sømmåtter blev natten til fredag brugt i jagten på tre indbrudstyve. Omkring klokken 3.30 lød alarmen fra ABC Lavpris i Videbæk, hvor tobaksskabet var blevet brudt op. Tre gerningsmænd flygtede fra stedet i en sølvgrå Audi og kørte i retningen af Aulum. En patrulje fik hurtigt kontakt med flugtbilen og jagtede den i høj fart. Samtidig lagde en anden patrulje sømmåtter - også kaldet stringer spikes - ud på Feldborgvej ved Hodsagervej. Og her kom flugtbilen forbi. Bilen endte i grøften, men inden politiet nåede hen til bilen, var de tre gerningsmænd flygtet til fods.

- Vi har søgt med lys og lygte hele natten. Vi har haft hundepatruljer til at lede efter gerningsmændene, men de er forsvundet. Vi ved de er tre mænd, og vores teori er, at de har stjålet et andet køretøj i nærheden, fortæller vagtlederen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Stak af fra tyvekoster

Indbrudstyvene havde stjålet cigaretter fra ABC-butikken i Videbæk, men alle tyvekosterne efterlod de i bilen, da de flygtede. Politiet skal nu i gang med at undersøge Audien for spor og DNA. De har umiddelbart igen spor af gerningsmændene og vil gerne høre fra vidner eller folk, der har set tre våde mænd i området. Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.