De besøgende vælter ind på Skovgaard Museet

Antallet af besøgende på Skovgaard Museet er tre gange så højt som på en normal weekend.

Skovgaard Museet har haft flere besøgende end normalt.
Skovgaard Museet har haft flere besøgende end normalt.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Det har været noget af en speciel uge på Skovgaard Museet i Viborg. I en udstilling med blasfemisk og provokerende kunst valgte museet nemlig at udelade Muhammedtegningerne, og det sendte det lille museum ud i en regulær storm.

Men henover weekenden har det vist sig, at stormen måske har været besværet værd. For gæsterne er strømmet ind.

Nogle af dem, der har været på besøg på museet i Viborg, er Michael Rønhoff og familien fra Randers. Og de har ikke noget problem med udeblivelsen af tegningerne.

- Jeg synes, det er fint. Jeg kan godt huske, hvordan de så ud. Der var nogen, der måske syntes, at de kunne være der, men nej, jeg manglede dem ikke, siger Michael Rønhoff, som er selvstændig i Randers.

Familien er en blandt mange, der har lagt vejen forbi museet, siden udstillingen åbnede i fredags. Faktisk besøgte 150 gæster museet på den første hele åbningsdag. Det svarer til tre gange så mange som på en normal dag i weekenden.

Så måske har turen i stormvejr ikke været helt spild af kræfter.

- Som Simon Spies sagde: Dårlig omtale er bedre end ingen omtale, siger museumleder, Anne-Mette Villumsen.

Tegninger er ikke savnet

Selvom Muhammedtegningerne har været det helt store samtaleemne i de danske medier i den forgangne uge, er de ikke savnet af de besøgende.

- Det er et kapitel for sig, den bog er lukket, siger lærer Gitte Thilemann.

Faktisk er det de mange kunstværker med urin, der løber med gæsternes opmærksomhed.

- Jeg synes, det var urinen, der skulle have været så meget ballade om, siger Elvin Jacobsen, som er pensionist.

I alt har omkring 250 gæster været på besøg hos Skovgaard Museet henover weekenden. 

2:24