Dyreglad tyveknægt: To pytonslanger stjålet fra hus i Handbjerg

Et planlagt indbrud gav fuldt udbytte for en koldblodig tyv. Udover to slanger fik han også tilbehør til de to slanger med fra sin ugerning.

Foto: Arun Sankar, AFP

Mellem klokken 16 søndag og klokken 18 tirsdag forsvandt to pytonslanger fra et hjem på Kirkevej i Handbjerg. 

Ved at bryde fordøren op fik tyven adgang til huset. Herfra tog han blandt andet varmelamper og madskåle til de to slager. 

Antageligvis har tyven forstand på, hvordan man håndterer slanger. Selvom de to pytontyper ikke er decideret giftige, så kan de være svære at håndtere for en person uden forstand på slanger. 

Læs også Usædvanligt tyveri: Stjal 94 pyton-slanger

Den ene slange er en tæppepython, en brunlig kvælerslange. Den er ikke giftig og anses for at være ufarlig for mennesker. Den bliver typisk omkring to meter lang. 

Den anden er en ametyspython, der også er ufarlig og kan blive op til fire meter lang. 

Politiet kan på 114 kontaktes, hvis du ved, hvor de to slanger befinder sig eller kan bidrage til Politiets efterforskning af sagen.