Forsvarer i blodtappersag havde håbet på mildere straf

Den 36-årige kvinde fra Skjern, der nu er dømt i blodtappersagen, har erkendt, at hun lider af en psykisk sygdom. Den forhindrer dog ikke, at hun har fået en fængselsdom.

0:48
Forsvarsadvokat René Knudsen mener, det er en hård straf, som den 36-årige kvinde fra Skjern i dag har fået ved Retten i Herning.

Den 36-årige kvinde fra Skjern, der længe har siddet varetægtsfængslet for at tappe blod fra sin søn, fik i dag sin dom. Dommen fra nævningetinget ved Retten i Herning lød på fire års fængsel til kvinden.

Kvinden erkendte i retten, at hun lider af den sjældne sygdom Münchausen by Proxy, der er kendt som medicinsk børnemishandling.

Straffelovens paragraf 69 siger, at personer med en psykisk diagnose kan idømmes en psykiatrisk særforanstaltning, hvis de ikke bliver erklæret egnet til fængsel. Formålet med det er at forebygge eventuelle nye kriminelle handlinger, men paragraffen blev altså ikke taget i brug i Herning i dag.

- Jeg er godt tilfreds med dommen. Jeg mener ikke, det er formildende, at hun har Münchausen by Proxy. Jeg mener, at man har været klar over, hvad man har gjort, og hvornår man gør det. Det kan godt være, man ikke ved hvorfor, men man har været klar over det, fortæller anklager i sagen Pia Koudahl.

0:37
Anklager Pia Koudahl er tilfreds med den dom, der i dag er faldet i den omstridte blodtappersag.

´Det må vi kunne gøre bedre´

I formiddags brød den 36-årige mor rystende og grædende sammen, da skyldkendelsen fra et enigt nævningeting blev lagt frem i retten.

Dog reagerede hun forholdsvist fattet, da dommeren læste den endelige afgørelse op. Forsvarer René Knudsen mener, at straffen burde have været anderledes.

- Jeg synes, det er en hård straf, hun har fået. Jeg havde håbet på to-tre år, fortæller han.

Derudover lå det ham meget på sinde at fortælle dommerne om sin klients psykiske tilstand. Han mener, at det er en formildende omstændighed, at den 36-årige kvinde fra Skjern ikke har været rask.

- Jeg kan jo ikke fortælle, at man skal helbrede, hvis lægerne ikke kan, men jeg synes jo, at dommerne skulle vide, at det kunne være et moment i formildende retning, at man ikke har været rask, fortæller René Knudsen.

Varetægtsfængslingen af kvinden opretholdes, indtil den endelige afsoning finder sted. Drengen, der i dag er syv år gammel og bor hos sin far, har det godt.