Politiet efterforsker dyrlæge

Vestjysk kvinde afleverede sin hund til dyrlægen for at få den aflivet - senere blev den fundet i skoven. Et uheld, siger dyrlægen.

160311-Hund.jpg

Lokalpolitiet i Struer skal nu forsøge at finde ud af, hvordan det kunne gå til, at en hund, der skulle aflives hos en lokal dyrlæge, blev fundet død i Klosterheden Plantage.

Det hele startede med, at politiet fik en anmeldelse om, at der var fundet en død hund i plantagen. Hunden var mærket med en chip, som ledte frem til ejeren, Angelina Otakaris fra Vejrumstad. Hun kunne fortælle, at hun havde afleveret hunden hos en lokaldyrlæge for at få den aflivet og derefter kremeret - og var derfor meget overrasket over politiets besked.

- Jeg blev meget chokeret og ked af det. Det var i forvejen en svær beslutning at få hunden aflivet, og så er det ikke sjovt at få at vide, at den er endt som affald i skoven, siger Angelina Otakaris.

Dyrlægen vil ikke stille op til interview, men siger til TV/MIDT-VEST, at der må være tale om et uheld. Han mener, at en ræv eller en grævling må have taget hunden og slæbt den ud i skoven, efter at han har aflivet den.

 

 

 

 

2:03
En hundeejer fra Vejrumstad fik sig en ubehagelig overraskelse. Hendes aflivede hund dukkede op i Klosterheden.