Påsat brand slukket af ung mand

Hvis en ung mand fra Skive ikke havde været på det rette sted på det rette tidspunkt, så kunne en påsat brand have udviklet sig. Branden i en container kunne ifølge politiet let have bredt sig til flere rækkehuse.

En ung mand fra Skive var på vej hjem fra byen, da han pludselig blev redningsmand for en aften. Klokken 4.00 søndag morgen blev han sat af en taxa på Fyrrevænget i Skive, og da han stiger ud af taxaen, ser han to mænd løbe væk.

Herefter kan han lugte røg, og da han kommer længere hen ad gaden, ser han, at der er ild i en container. Containeren står placeret op ad nogle rækkehuse, og der er derfor fare for, at ilden kan brede sig til husene.

Den unge mand tager en hurtig beslutning. Han bor lige i nærheden, og han løber hurtigt hjem og henter sin far, som hjælper med at slukke ilden.

Kunne være gået galt

Ifølge politiet kunne det være gået helt galt, hvis branden ikke var blevet opdaget. Derfor efterlyser lokalpolitiet i Skive også de to mænd, som er set flygte fra stedet.

De beskrives som 18-20 årige. Den ene havde en rød hættetrøje på og blå eller grønne bukser. Den anden havde cowboyskjorte og blå bukser på.

Se her på kortet, hvor branden blev påsat:

View Larger Map