Vild regnrekord på Mors

Der er faldet næsten en hel måneds regn på en enkelt nat på Mors.

Ingen andre steder i landet regnede det så meget som på Mors. Foto: DMI

De seneste dages regnmængder har været af en sådan størrelse, at man i Nordjylland har sat rekord i løbet af det seneste døgns tid. 

Læs også Vandskade på sygehuset i Viborg efter skybrud

- I Erslev på Mors er der faldet ikke mindre end 73,8 mm regn fra 30. juli klokken 00.00 til 31. juli klokken 09.00, oplyser klimatolog John Cappelen fra Danmarks Meteorologiske Institut til TV2 Nord. 

Det svarer derfor næsten til al den regn, der normalt falder på en hel måned på Limfjordsøen, som historisk set får 76 mm regn i juli. 

Mere regn i vente

Den store front, som har dumpet de store mængder regn over Danmark det seneste døgns tid, er nu næsten passeret Danmark med retning mod nord. Men der er mere regn i vente.

- Der er en ny front på vej fra sydvest med flere byger. Det bliver knap så udbredt, som vi har set det indtil nu, men fronten vil give spredte byger, som fortsat kan være kraftige. Derfor er der stadig varsel ude for den centrale og vestlige del af landet frem til i aften, fortæller Martin Lindberg.

Læs også Kraftig regn skyld i uheld på Herningmotorvejen

Byger kommer og går hurtigt, og der er store variationer i nedbørsmængde på korte afstande, så det er en god idé at følge vejret både på radaren, regionaludsigter og prognoser. Derfor opretholder DMI også et vejrvarsel for hele landet i kategori 1, der beskriver 'voldsomt vejr', hvor man skal være opmærksom på, at vejrudviklingen kan påvirke dine omgivelser og udendørsaktiviteter.