Sådan beskytter du kæledyrene mod fyrværkeri nytårsaften

Få fem gode råd til, hvordan du passer bedst på dit kæledyr nytårsaften, nederst i artiklen.

Pas godt på dine kæledyr i aften. I artiklen herunder får du flere gode råd til hvordan. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Fra torsdag og frem til og med tirsdag 1. januar er det lovligt at affyre fyrværkeri i Danmark.

Læs også Galleri: Se 2000 mennesker få det kolde gys

For mange kæledyr er de høje brag og voldsomme lysglimt ikke sjove, og i værste tilfælde kan det medføre, at dyrene afgår ved døden.

Det oplevede Ea Aarestrup for fire år siden, da hun mistede hesten Lucas, som følge af fyrværkeri.

Dagen før juleaften var hendes morfar i gang med at trække Lucas og fire andre heste ind fra fold og ind i deres bokse.

- Der blev affyret et kanonslag meget tæt på os, så hestene blev rigtig bange og løb igennem hegnet, der afskærmede folden. En af dem løb ud på en vej og blev påkørt af en bil, fordi det var så mørkt, at man ikke kunne se den. Den døde på stedet, siger Ea Aarstrup i Go' morgen Danmark.

01:34

Høje brag og lysglimt er slet ikke i høj kurs hos menneskets bedst ven. Flere hundepensioner er fuldt bookede. Se indslaget fra nytår 2016 her.

Luk video

Dyrene går i panik

Ifølge Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent hos Dansk Kennel Klub, er det en typisk reaktion hos dyr, der bliver bange for fyrværkeri.

- Det er virkelig noget, som adskiller sig fra dyrenes normalbillede. Når de hører et kæmpebrag eller ser et lysglimt, så reagerer de. Nogle ved at gø og andre ved at flygte. Heste er som udgangspunkt et 'flugtdyr', så der skal ikke særlig meget til for at skræmme dem, siger Lise Lotte Christensen.

Man ser den samme reaktion hos mange andre dyr, for eksempel hunde, når der sker noget for dem uforklarligt. I sit arbejde har hun oplevet en hund, der løb otte kilometer væk fra sin ejers have, da et kanonslag sprængte tæt på.

Læs også Mere magelighed: Flere bestiller nytårsmenuen udefra

De tænker ikke at søge hen mod et sted, hvor der er mindre larm, deres reaktion er kun at komme væk, og det er i den proces, at de kan komme slemt til skade, lyder det.

- Dyrene går i panik, og det skal vi undgå. Derfor skal vi appellere til, at der kun bliver skudt fyrværkeri af nytårsaften, og hvis man skal strejke det, så i hvert fald kun i den her lovlige periode fra den. 27. december til den 1. januar. Ikke længere. For dyreejere har virkelig et problem med, hvornår vi kan lukke heste på fold, og hvornår vi kan gå en tur med hunden, uden at dyrene kommer til skade, siger Lise Lotte Christensen.

For tidligt fyrværkerisalg

Ea Aarestrup er enig i, at folk skal holde sig inden for den lovlige periode. Hun mener ikke, der er nogen grund til, at man starter i midten af december og slutter halvt inde i januar.

- Jeg synes også, det er forkert, at man kan købe fyrværkeriet, før det er lovligt, for det opfordrer også til en blåstempling af, at fyrværkeri må affyres uden for den tilladte periode, siger hun.

Der findes flere gode råd til, hvordan man passer bedst på sine kæledyr i forbindelse med nytår. Se nogle af dem i listen herunder.

Fem råd til at beskytte dine kæledyr mod fyrværkeri

1. Beroligende dufte

Anskaf en såkaldt diffusor, som er en duftudleder, der kan sættes i stikkontakten og virker tryghedsskabende for urolige hunde.

Den indeholder et kopistof af de feromoner, som en tæve udskiller, når den ligger og dier sin hvalpe, hvilket giver tryghed.

Metoden findes også som et halsbånd og som spray. Samtidig kan den også fåes til katte.

 

2. 'Thunder Shirt'

En form for trøje som hunde kan få på, der giver et let behageligt tryk på torsoen og som kan virke angstdæmpende.

Fungerer på samme måde, som når en baby svøbes ind i en dyne.

 

3. Træn med knaldperler eller lydfiler af fyrværkeri

Knaldperler. Foto: Bjørn Kähler / Scanpix DanmarkI måneden op til nytårsaften kan man prøve at kaste med knaldperler i nærheden af sit kæledyr for at se, hvordan det reagerer. På den måde kan dit kæledyr vænne sig til blandt andet høje lyde.

Man kan også bruge lydfiler af fyrværkeri over en periode for at teste dyrenes reaktion.

Til heste bliver der for eksmepel brugt musik og lys i stalden nytårsaften for at udligne brag og glimt fra fyrværkeri.

 

4. Lav en hule til dit kæledyr

Dyr, der bliver bange, vil naturligt søge tryghed et sted, de finder behageligt. Det kan være i brusekabinen eller under spisebordet.

De steder kan man på forhånd gøre mere behagelige med puder og et tæppe, så hunden eller katten kan føle sig tryg.

I den forbindelse skal man også huske på hønsene og kaninen ude i haven, som også har godt af at blive afskærmet, så de ikke dør af stress.

 

5. Sørg for at udmatte din hund

Nytårsaften i løbet af eftermiddagen kan det være en god ide at trætte sin hunds sanser for eksempel ved at tage den i skoven eller på stranden, så de kommer ud og bliver mættet af indtryk.