Dag for dag: Så varm bliver den kommende uge

Usædvanlig varm luft har kurs mod Danmark i den kommende uge. Temperaturen kan nå op i nærheden af 27 grader i det midtjyske.

Næste uge kan byde på meget varmt vejr.
Næste uge kan byde på meget varmt vejr.
Foto: Arkivfoto Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Selvom weekenden byder på lidt køligere vejr, end vi har været vant til, så er det en særdeles god idé, at man ikke pakker badetøjet for langt væk.

Meget varm luft blæser nemlig mod Danmark i næste uge, og det kan få alvor sende temperaturerne op i det 'røde felt'.

Det er et højtryk over Mellemeuropa, der sammen med et lavtryk vest for sørger for, at der dirigeres ekstremt varm luft op over store dele af det nordvestlige Europa i starten af næste uge.

Prognoserne er fortsat uenige om, hvor langt mod nord varmen kommer, og hvor lang tid den vil vedblive, men der er ikke usikkerhed om, hvorvidt det bliver varmt.

Nedenfor har vi vist temperaturer, som de nuværende prognoser viser for perioden mandag til torsdag i næste uge.

Mandag

Pænt vejr med solskin og temperaturer, der efterhånden kan stige til 23 eller 24 grader. Også en lun aften med temperaturer omkring 20 graders sommervarme.

Højeste temperaturer mandag bliver omkring 23-24 grader.
Højeste temperaturer mandag bliver omkring 23-24 grader.
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Tirsdag

Nu strømmer varmen for alvor op over Danmark. De seneste prognoser lader temperaturerne stige til 28-29 grader, men lokalt kan det ikke udelukkes, at man i Sydjylland kan måle 30 grader. Kun i det nordlige Jylland bliver det lidt køligere - eller måske snarere mere behageligt.

Tirsdag strømmer markant varmere luft mod Danmark, og her kan temperaturen stige til 28-29 grader. 
Tirsdag strømmer markant varmere luft mod Danmark, og her kan temperaturen stige til 28-29 grader. 
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Onsdag

Bliver måske dagen, hvor varmen kulminerer. Med temperaturer, der kan nå 31 grader, vil det blive årets hidtil varmeste dag, og den kradse varme vil ramme store dele af landet.

Varmest bliver det dog stadigvæk i den sydlige del af Jylland, hvor varmen fra Tyskland uhindret kan blæse op.

Onsdag ser varmen ud til at kulminere med op til 30-31 graders usædvanlig sommervarme.
Onsdag ser varmen ud til at kulminere med op til 30-31 graders usædvanlig sommervarme.
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Torsdag

Blæser køligere luft måske ind over Danmark fra vest igen. I første omgang bliver det dog fortsat med temperaturer, der i de østlige egne kan nå 25 grader, mens det bliver med mere beherskede temperaturer i den vestlige del af Jylland.

Torsdag blæser lidt køligere luft - måske - ind over Danmark fra vest. Det er dog stadig usikkert.
Torsdag blæser lidt køligere luft - måske - ind over Danmark fra vest. Det er dog stadig usikkert.
Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Kan blive varmeste juni-dag i 12 år og give lokale hedebølger

Skulle temperaturen nå de forventede 31 grader på onsdag, så vil det i givet fald blive den højeste temperatur, der er målt i juni siden 2007. Derudover vil det også blive den tidligste tropedag i 12 år, hvis temperaturen når 30,0 grader eller derover i næste uge.

Derudover kan man flere steder i landet komme til at opleve lokale varme- og hedebølger. Det sker, hvis gennemsnittet af de højeste temperaturer over tre dage stiger til over henholdsvis 25 og 28 grader.

Årets hidtil varmeste dag havde vi 3. juni, hvor der blev målt 29,5 grader på Hammerodde på Bornholm. På Hammerodde var det den varmeste dag så tidligt på året i 139 år.

Fortsat usikkerhed

Som tidligere nævnt er der - naturligvis - fortsat usikkerhed forbundet med, hvor varmt det bliver. Nogle prognoser lader varmen ramme Danmark lidt senere på ugen for til gengæld at lade den blive, mens andre prognoser igen har det knap så varmt.

Vi følger naturligvis varmens vej mod Danmark.