Smukt syn på himlen: Lysende natskyer

Iskrystaller på de højeste skyer skabte smukt fænomen på den midt- og vestjyske nattehimmel.

Frank Sjøgreen tog disse billeder ved midnatstid i Ikast.
Frank Sjøgreen tog disse billeder ved midnatstid i Ikast.
Foto: Frank Sjøgreen

Engang imellem kan det godt betale sig at læne nakken tilbage og kigge op på nattenhimlen.

Det opdagede Frank Sjøgreen fra Ikast, da han lige før midnat fredag kom til at kigge ud ad vinduet.

Hilmen var på smukkeste vis lyst af det fænomen, der kaldes lysende natskyer.

- Jeg har set det før, men slet ikke i det omfang. Det var næsten, som om hele himlen lå og bølgede. Det var utroligt smukt og fascinerende, fortæller Frank Sjøgreen.

Lysende natskyer er et fænomen, der i Danmark især ses i slutningen af juni og starten af juli.

Det smukke syn opstår ifølge TV 2 Vejret, når der i omkring 80 kilometers højde sætter sig iskrystaller på meteorstøv og vulkansk aske.

DMI skriver på sin hjemmeside, at fænomenet opstår i de højeste skyer i atmosfæren.

- Skyerne lyser ikke selv. Det ser sådan ud, fordi de belyses af solen, der ellers set fra jordoverfladen, står under horionten. Skyerne ligger dog så højt, at - hvis man sad på en af dem - så ville solen endnu ikke være forsvundet i horisonten, skriver DMI.

Hvis nogen i øvrigt synes, at navnet Frank Sjøgreen virker bekendt, så er den god nok - det er ham fra TV MIDTVEST-programmet Fangstgaranti.

0:33
Se video af de lysende natskyer her.
Foto: Frank Sjøgreen