Pape: Politiskolen skal ligge i Herning

Søren Pape Poulsen meddelte kort efter sin tiltrædelse som justitsminister, at han vil have politiskolen til at ligge i Herning

Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Politiskolen skal ligge i Herning – og det skal meget snart ligge helt fast.  Så klar er udmeldingen kort efter, at den nye justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er trådt til.

- Den forrige regering besluttede, den skulle være i Herning, og den nuværende regering har gjort det samme. Det er fornuftigt. Hvis vi skal have en politiskole i vest, så giver det god mening. Nu vil jeg selvfølgelig invitere forligskredsen over til et møde, så vi kan finde ud af det her, siger Søren Pape Poulsen.

Det fremgår også af regeringsgrundlaget, at den nye politiskole skal ligge i Herning. 

Den forrige regering besluttede, den skulle være i Herning, og den nuværende regering har gjort det samme.

Søren Pape Poulsen, Justitsminister, Konservative 

Ifølge den ny minister har sagen om politiskolen trukket i langdrag.

- Det har taget alt, alt for lang tid. Nu skal vi have det afsluttet, siger ministeren.

Pape vil foruden politiskolen kæmpe for hårdere straffe og mod blandt andet ungdoms- og bandekriminalitet.