Opråb: Politisk handling nødvendig i kamp mod dumpning af dyr

I Dyrenes Beskyttelse kræver man politisk handling i kampen mod dumpning af dyr. - Katte skal øremærkes ligesom hunde, lyder det.

Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Nu kan det være nok, mener Dyrenes Beskyttelse efter weekendens to episoder om dumpning af husdyr. I Ikast-Brande Kommune blev i alt blev tre små kattekillinger, 12 kaniner og seks chinchillaer fundet efterladt i naturen i sportstasker og papkasser. Flere var døde af varme og stress.

- Det er en rigtigt trist historie, og det er selvfølgelig noget, der bekymrer os meget. Der er mange dyr i lignende situationer som dem i weekenden, og det er vi rigtig kede af, for det er uacceptabelt, siger Jens Jokumsen, chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse.

Han kræver nu politisk handling for at stoppe dyremishandlingen. Et forslag lyder, at man skal øremærke katte ligesom hunde. På nuværende tidspunkt gælder der nemlig ikke nogen regler for øremærkning af dyret med de ni liv.    

- Det vil betyde, at man vil kunne finde tilbage til ejerne på fuldstændig lige vilkår med hunde, siger Jens Jokumsen.

Nuværende regler giver ikke mening

I Dyrenes Beskyttelse mener man ikke, det giver nogen mening, at katte ikke skal være øremærket ligesom hunde. Reglerne bør nemlig gælde for begge dyr.

- Vi mener, at det kan hjælpe meget på det her problem. Det vil kunne hjælpe med til at få nedbragt antallet af uønskede katte, der bliver dumpet, siger Jens Jokumsen.

Han påpeger, at de i Dyrenes Beskyttelse i forvejen arbejder meget med at gøre opmærksom på problemet med dumpning af husdyr.

- Vi sørger for at sætte fokus på det ansvar, der følger med ved at have et husdyr, men også, hvad det koster, hvor mange år det faktisk er, og hvad det kræver af tid og plads. Sidst men ikke mindst også, hvordan man kommer af med dyret og videre på en ordentlig måde, når man står i en situation og ikke længere kan have sit dyr, siger Jens Jokumsen.