Ny FDM-boss fra Struer

Bilejernes forening FDM har fået ny formand, og det er en vestjysk én af slagsen.

HenningPedersenFDM_0.jpg

67 årige Henning Pedersen fra Struer skal nu tale bilisternes sag. I tirsdags overtog han posten som bestyrelsesformand for FDM.

I 1972 blev han fristet af en gratis lygtekontrol hos FDM. Siden har han været medlem, lokalformand og nu altså formand for hele Danmark.

Han er ikke bilnørd, men har et fornuftigt forhold til sin bil, siger hans kone. For fyrre år siden skiftede han sin renault ud med en volvo, og dem har han nu haft 23 af. I dag kører Henning Pedersen Volvo V70.

Henning Pedersen er nu formand for 238.000 husstande, og han ser det som en af FDM's vigtigste opgaver at få nedbragt den tårnhøje danske registreringsafgift på biler.

Posten som bestyrelsesformand kan varetages fra hjemmet i Struer. Men fem gange om året er der bestyrelsesmøde i København, den tur tager Henning Pedersen selvfølgelig......... i bil.

 

1:41
67-årige Henning Pedersen fra Struer er ny formand for bilejernes forening FDM.