Trafikkaos ved storkerede: Nu skal nyt skilt forhindre uheld

Den enorme interesse for en storkerede i Bækmarksbro har fået Lemvig Kommune til at sætte et vejskilt op for at advare trafikanter i området.

Lavtflyvende storke er et fænomen, bilister lige nu må tage hensyn til i Bækmarksbro. Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Lemvig Kommune har følt sig nødsaget til at lave et helt nyt vejskilt.

Læs også Storkeinteresserede invaderer private haver

Interessen for et storkepar, der har rede i Bækmarksbro mellem Holstebro og Lemvig, er nemlig så stor lige nu, at det kan skabe farlige situationer i trafikken.

Derfor har Vej & Park fået fremstillet et specialskilt med skriften ’lavtflyvende storke’ for at advare bilister.

- Funktionen af skiltet er, at vi skal have folk til at sætte farten ned. De kører ret stærkt forbi her.

- Hvis der kommer to biler kørende forbi, og den første opdager en stork inde på marken, og han så bremser, så kører den anden op i ham. Så det er simpelthen for at undgå uheld, lyder det fra Ivan Møller Sørensen.

Driftsformand Ivan Møller Sørensen med det nye storkeskilt i Bækmarksbro.  Foto: Line Flatau, TV MIDTVEST

Overvejer et skilt mere

Storkene, som lige nu ruger på æg, er et særsyn så langt nord på.

Det sker sjældent, at storkepar yngler på disse breddegrader, og derfor har adskillige storke-entusiaster taget turen til Bækmarksbro for at få oplevelsen med.

Trods det nyopførte skilt får trængslen omkring storkereden driftsformanden til at overveje at gøre endnu mere for at bringe farten på de forbipasserende bilister ned.

- Det kan godt være, vi skal have sat et skilt mere op, fordi folk kører så stærkt forbi, siger Ivan Møller Sørensen.

Skiltet, der advarer mod lavtflyvende storke, er det eneste af sin slags i Danmark.

00:46

Lemvig Kommune har de været nødt til at opfinde et helt nyt vejskilt, da interessen for et nyt stokepar er så overvældende, at det kan skabe farlige situationer i trafikken.

Luk video

Læs også Storkeunge i Vestjylland: For første gang i 15 år yngler tre storkepar i Danmark