Nr. Søby vinder pris ved Dansk Håndbold Awards

Nr. Søby IF vinder prisen som Årets Håndboldforening ved Dansk Håndbold Awards.

Glade modtagere fra Nr. Søby IF, der nu kan kalde sig Årets Hpndboldforening Foto: DHF

Mandag aften blev prisen som Årets Håndboldforening uddelt ved håndboldsportens prisshow i Viborg, Dansk Håndbold Award 2018.

Mere end 20 foreninger var indstillet. Vinderen er fra Skive-kanten, nemlig Nr. Søby IF, som kan vinge samtlige kriterier for at blive Årets Håndboldforening af, det skriver DHF i en pressemeddelelse.

- Der har været tæt kamp om titlen i år, da alle kandidater, og særligt de tre finalister, gør et virkelig flot stykke arbejde og derfor fortjener stor ros. Når vi kårer Nr. Søby IF som årets håndboldforening, er det for at anerkende det store arbejde, som foreningen hver dag udfører og har gjort i mange år.

- Nr. Søby IF har et aktivt foreningsmiljø med mange aktive medlemmer og engagerede frivillige, samtidig med at de arbejder målrettet og konstruktivt med medlemstilvækst, bl.a. gennem høj kvalitet og fornyelse i de daglige tilbud, siger Betina Lyng Bjerre, formand for DHF’s Bredde- og Udviklingsudvalg, der her til aften var med til at overrække prisen. 

01:57

Viborg har rullet den røde løber ud og inviteret både kronprinsessen og alle de danske håndboldstjerner indenfor til Dansk Håndbold Award - og det blev et show med flere priser til landsdelen.

Luk video

Nr. Søby IF har gennem de seneste år arbejdet aktivt og strategisk med udviklingen af klubben og dens tilbud, og det har givet pote blandt andet i form af medlemsfremgang og bedre rekruttering af frivillige – især trænere. Foreningens brede udvalg af aktiviteter for alle aldre er med til at sikre, at der er muligheder for alle, der ønsker at prøve kræfter med håndbolden. 

Det var også en meget glad formand, der mandag aften modtog prisen ved Awardshowet i Viborg:

- På klubbens vegne er jeg simpelthen så utroligt stolt over, at vi er blevet kåret til Årets Håndboldforening. Det er et kæmpe stort skulderklap til de mange ildsjæle, herunder alle vore frivillige trænere, udvalg og bestyrelse, som hver eneste dag er med til at sikre et fantastisk foreningsmiljø i Nr. Søby IF.

- Det er tredje år i træk, at vi er indstillet, så tredje gang må siges at være lykkens gang, og jeg glæder mig utrolig meget til at komme hjem og dele den gode nyhed. Det er Danmarks største skulderklap,  sigerr formand for Nr. Søby IF, John Andersen.

Ved awardshowet løb Rasmus Lauge og Sandra Toft med priserne for Årets Mandlige og Kvindelige Håndboldspiller.