Noget er der galt: Vejdirektoratet bestiller rapport om farlig rundkørsel

En ekspert har undersøgt den rundkørsel, hvor flere lastbiler er væltet, og konkluderer, at der helt klart er nogle ting, der skal undersøges nærmere.

Flere viborgensere fortæller, at der er store problemer med rundkørslen ved Vejlevej og Århusvej i Viborg. Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

I mandags væltede en lastbil med 650 smågrise i rundkørslen. Foto: Jesper Bach Thomsen, TV MIDTVEST

1 af 2

Der er god grund til at se nærmere på rundkørslen ved Vejlevej og Århusvej i Viborg.

01:32

Se et interview med afdelingschef Ivar Sande her. 

Luk video

Det konkluderer Vejdirektoratet efter, at en sikkerhedsekspert har været en tur i Viborg for at studere rundkørslen, der har flere trafikuheld på samvittigheden. 

- Vi kan ikke træffe nogle endelige konklusioner, men vi kan i hvert fald se, at det er noget, vi skal gøre noget mere ud af, siger afdelingsleder i Vejdirektoratet, Ivar Sande, til TV MIDTVEST.

Han vil nu sætte en gruppe eksperter i gang med at lave en udførlig rapport om forholdene.

Kommer vel hurtigt ind i rundkørslen

Mandag formiddag væltede en lastbil med 650 smågrise i rundkørslen, og ifølge Vejdirektoratet har der været to lignende uheld på fem år.

TV MIDTVEST har talt med flere viborgensere, der peger på, at problemet er rundkørslens hældning. Den tosporede rundkørsel hælder ud ad, og det skulle være forklaringen på, at de store køretøjer pludselig vælter om på siden. 

- Personligt kører jeg aldrig i den yderste bane, hvis der ligger en lastbil ved siden af mig, sagde det lokale folketingsmedlem Karin Gaardsted i tirsdags til TV MIDTVEST. Hun har nu bedt transportministeren gå ind i sagen.

Vejdirektoratet tør endnu ikke konkludere, at det er hældningen, der er skyld i uheldene.

Den ekspert, der har lavet de første undersøgelser på stedet, konkluderer, at nogle lastbiler kører "vel hurtigt" ind i rundkørslen (omkring 40 kilometer i timen), og at nogen bruger begge vejbaner.

Måler hældning og afstribning

- Nu går vi i gang med at få rundkørslen målt op i forhold til hældninger, afstribninger og skiltning. Og så sætter vi nogle eksperter i gang med at finde ud af, om der er nogle ting, vi kan justere, siger Ivar Sande.

Han regner med, at rapporten vil være klar i begyndelsen af maj.

- Det kan være, at der findes en løsning, som er billig og nem at udføre. Det kan også være, at det bliver dyrt, så vi skal nogle midler.

- I forhold til hældning kan det være, at der er nogle steder, vi skal have justeret på asfalten, men det vil vise sig, når vi har en nøjagtig opmåling, siger Ivar Sande.

Læs også Vognmand ikke i tvivl om årsag til uheld i rundkørsel: Gal hældning og for høj fart