Nødbutik åbner i Snedsted

Foto: Christian Toft Bro, TV MIDTVEST

Nødbutik åbner i Snedsted

Den 7. juli brændte Sparforretningen i Snedsted ned, men i dag åbnede sparkøbmanden en nødbutik i byen.

I dag kunne borgerne i Snedsted for første gang handle i butikken Købmandshjørnet. Købmandshjørnet er en nødbutik, der skal sælge borgerne dagligvarer, indtil en ny Sparforretning står klar efter den gamle brændte den syvende juli. Nødbutikken kan ikke leve op til Sparnavnet, derfor går butikken under et andet navn, indtil den gamle butik er genopbygget. Det er dog stadig den samme købmand, der bestyrer butikken.

- Planen er, at vi hurtigst muligt skal have væltet den gamle butik, og så i gang med at bygge den nye butik, siger købmand Morten Sjælland. 

Sådan så det ud, da butikken stod i flammer. Foto: Privatfoto

Siden branden har købmanden sat busser ind til byens ældre, så de har kunnet handle i den nærliggende by Koldby.

- Det er alletiders, og jeg synes virkelig, det er en flot service, sagde Inge Hyldahl til TVMIDTVEST  den 8. juli.

Men med nødbutikken er opgaven nu at minde borgerne i Snedsted om, at der igen er en butik i byen at handle dagligvarer i.

- Hvis man er vant til at handle i sin lokale butik, og den lige pludselig er væk, begynder folk at få andre mønstre, det kan ikke undgås. Men vi håber, at vi med det her tiltag (nødbutikken red.), vil få kunderne til at komme tilbage til os, og se den spændende butik, vi har lavet, siger Morten Sjælland

Efter planen skal en ny og blivende butik være klar om cirka et år. 

01:59

SPAR brændte 7. juli. Nu har købmanden åbnet en ny købmand - Købmandshjørnet.

Luk video