Vagtchef: Stort efterslukningsarbejde venter i Snedsted

Der er et stort efterslukningsarbejde i vente, selvom Midt- og Vestjyllands Politi netop afvarsler risiko for indånding af giftig røg i Snedsted.

Brand, Spar Snedsted5
Foto: Privatfoto

Midt- og Vestjyllands Politi har netop udsendt en afvarslingsmeddelelse i forhold til den voldsomme brand i Snedsted. Det betyder imidlertid ikke, at branden er slukket.

- Der pågår et stort efterslukningsarbejde deroppe nu. Det kan godt vare nogle timer, forklarer vagtchef Carsten Henriksen.

Afvarslingsmeddelelsen går udelukkende på, at der ikke længere er risiko for at indånde giftig røg i området. 

- Meldingen deroppefra er, at der er tilpas meget kontrol over branden, at vi kan afvarsle, fortæller Carsten Henriksen.

Han fortæller desuden, at det sagtens kan blive midnat, førend jernbanelegemet igen er farbar. Således kører der stadigvæk ingen tog på strækningen.