Næssundvejen stadig spærret

Den løbske vindmølle på Mors holder endnu. Derfor er området stadig spærret af.

Den vindmølle, der i går begyndte at løbe løbsk på Mors, er stadig hverken væltet eller under kontrol. Det fortæller journalist på TV MIDTVEST, Karl Erik Lørup. Sammen med en kollega og to kameraer har han ventet hele natten ved møllen.

- Den vil simpelthen ikke give op, det er en stædig rad, forklarer han.

Fascinerende øjeblik

Journalisterne håber på at kunne filme det øjeblik, hvor møllen formentlig vælter. Selvom de holder en sikkerhedsafstand på mindst 150 meter, og står udenfor politiets afspærring, så er kameraerne klar til momentet.

- Det er jo fascinerende. Det er noget med elementernes rasen, og så er det noget, der sker helt utroligt sjældent, forklarer Karl Erik Lørup.

En 24 år gammel sag fra Danish Wind Power

Møllen er en 24 år gammel sag fra firmaet Danish Wind Power. Firmaet eksisterer ikke længere. Med hjælp fra den hårde blæst i nat har møllen været oppe på over 100 omdrejninger i minuttet.

- Det er meget for denne type mølle, så vidt vi har kunnet erfare, siger Karl Erik Lørup.

Hjemmeværnet har dirigeret trafik hele natten

Hjemmeværnet har også været på stedet hele natten for at omdirigere trafikken. Mandskabet var ellers taget hjem i aftes, men var nødt til at komme tilbage igen, da bilisterne ikke kunne finde ud af hvor de måtte køre og hvor de ikke måtte køre.

Der er stadig ingen tidshorisont på, hvornår Næssundvej bliver åbnet for trafik igen.