Naboer råber op: Vil have varmestue flyttet

Selv om Herning Kommune har valgt at rive sin varmestue ned og bygge en ny, så afviser kommunen at flytte den til et andet sted.

Michael Jensen er godt træt af varmestuen tæt på hans boligforening.
Michael Jensen er godt træt af varmestuen tæt på hans boligforening.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Michael Jensen bor lige ved siden af varmestuen i Herning, og det er han rigtig træt af.

- Vi har narkosalg, vi har vold og larm. Masser larm. Vi har beboere som er bange for at sætte sig ud, fordi de er bange for, hvad der skal ske næste gang, forklarer han.

Han fortæller, at problemerne er blevet værre i løbet af de sidste par år. Især en episode har gjort indtryk.

- For et par uger siden havde vi nogle beboere som oplevede, at der stod en på vores side af grunden med en tændt molotovcocktail og truede med at kaste den på et træskur, siger han.

0:24
Torsten Linnebjerg er bruger af varmestuen. Han forstår godt, at naboerne er trætte af dem.

Ville have det flyttet

Det er især området ”Den Våde Høne”, der ligger lige i forlængelse af varmestuen, der er et problem. Her går de socialt udsatte hen for at for eksempel drikke alkohol.

Michael Jensen undrer sig over, at sådan et sted ligger midt på en af Herning mest befolkede gader.

- Vi havde selvfølgelig håbet på, at kommunen ville vælge at flytte det til et mere neutralt sted, hvor det ikke generer så mange, som det gør her, siger Michael Jensen.

Kommunen ser dog ingen grund til at flytte varmestuen. I stedet har byrådet besluttet at bruge millioner på nye lokaler samme sted.

- Alt erfaring siger, at den her gruppe af udsatte borgere vil være i området omkring midtbyen. Varmestuen har ligget der i mange år. Hvis der havde været mulighed for at ligge det et andet sted i midtbyen, så ville vi flytte den utilfredshed, fortæller formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Herning Kommune, Anne Marie Søe Nørgaard.

2:18
Se hele indslaget her.