Mange folk for tæt på motorvejsbyggeri

Vejdirektoratet fraråder nysgerrige sjæle at tage ud og se nærmere på motorvejsbyggeriet. Det sker efter, at flere den seneste tid har været for tæt på det store byggeri.

MOTORVEJ2.jpg

Brostøbninger, jordflytning og store maskiner. Motorvejsbyggeriet mellem Herning og Holstebro kan være spændende og et imponerende syn. Vejdirektoratet understreger dog, at der er farligt at nærme sig byggeriet, efter flere folk den seneste tid har været for tæt på.

- Vi kan konstatere, at folk forståeligt nok er interesserede i de ting, der foregår, og i nogle tilfælde ser vi også, at folk lufter hunde og tager spadsereture på arealerne, siger projektleder John Kjærsgaard, der er ansvarlig for Holstebromotorvejens sydlige strækning mellem Herning og Aulum.

Han understreger, at de er glade for interessen, men at det ikke er nogen god idé at gå ind på arbejdsarealerne, fordi det kan være forbundet med fare. Han opfordrer i stedet folk til at være meget varsomme.

- Der kører ofte maskiner rundt på arealerne, og maskinerne har ikke samme udsyn som en bil, så der kan opstå farlige situationer, hvis chaufføren ikke kan se, at der er en person bag maskinen. Der kan også være fare for at komme til skade på ufærdige vejarealer, hvor der kan være dybeudgravninger og opmagasinerede materialer, som man skal holde sig fra, siger John Kjærsgaard.