Missing People: Nye spor efter forsvunden 19-årig

Foto: Privatfoto

Missing People: Nye spor efter forsvunden 19-årig

Nye spor i jagten på den forsvundne Thomas Mikkelsen Stralner fra Aalestrup. Tirsdag gennemsøges et afgrænset område af Randers Fjord.

Missing People har fået nye spor i jagten på den forsvundne Thomas Mikkelsen Stralner fra Aalestrup. Sporene peger i retning af et afgrænset område i Randers Fjord. Det skriver tv2.dk.

Den 19-årige Thomas Mikkelsen Stralner fra Aalestrup forsvandt i Randers natten mellem den 15. og 16. januar. Han blev sidst set på Café Smagløs i Storegade ved 3.00-tiden, og videoovervågning har bestyrket politiets mistanke om, at den 19-årige kan have bevæget sig ind på havneområdet i Randers. Derfor har store dele af eftersøgningen taget udgangspunkt dér. 

Politiet har indstillet eftersøgning

Østjyllands Politi har sidenhen indstillet eftersøgningen af den 19-årige nordjyde efter at have afsøgt flere områder med både hundepatruljer og helikopter uden held. Sidste forsøg fra politiet var at indsætte både og en undervandsdrone på fjorden, dog uden at finde den forsvundne mand.

Imens mener den private organisation Missing People ifølge tv2.dk at være kommet på sporet af Thomas Mikkelsen Stralner.

- Vi har i weekenden været ude på Randers Fjord med både og hunde i både, og hundene har markeret et stort men dog begrænset område på fjorden, som er interessant at kigge nærmere på, siger Rene Nielsen fra Missing People til TV 2.

Det drejer sig om et område på cirka en kilometer langt og 200-300 meter bredt. Missing People forventer at lede videre i området i fjorden tirsdag.