Minkbranchens nedtur fortsætter

Minkbranchens nedtur fortsætter

Foreløbigt falder prisen på minkskind markant til månedens auktion på Kopenhagen Fur.

Det var ventet, at februar-auktionen på Kopenhagen Fur ville betyde lavere priser på minkskind. Og forventningen holdt stik.

Søndag begyndte auktionen, og det betød foreløbig et fald på mellem 25 og 35 procent i forhold til prisen på den seneste auktion i december.

Formanden for Holstebroegnens Pelsdyravlerforening, Kevin Andreassen, har tidligere sagt til TV MIDTVEST, at der var stor velvillighed i branchen til at gå ned i pris, hvis blot skindene blev solgt.

Imidlertid bliver det interessant at se, hvordan auktionen falder ud torsdag og fredag, hvor knap fire millioner brune minkskind skal under hammeren.