Midtjyde vandt milliongevinst: - Jeg blev fuldstændig blank

En mand fra Silkeborg Kommune kan nu forkæle sin kone og sine børn, efter at han har vundet et stort pengebeløb.

Midtjyden kan glæde sig over, at der tikker 5.806.392 kroner ind på bankkontoen.
Midtjyden kan glæde sig over, at der tikker 5.806.392 kroner ind på bankkontoen.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det var en stille og sædvanlig søndag morgen, som på få sekunder tog en uventet drejning for en midtjysk mand. 

Dagene inden den rolige morgen, havde han nemlig spillet Lotto og Eurojackpot.

- Jeg stod op og lavede min morgenkaffe, da jeg kom i tanke om mine kuponer, så jeg gik på appen for at tjekke dem. Lotto kom først op, og der var ingen gevinst, siger den midtjyske mand i en pressemeddelelse fra Danske Spil og fortsætter:

-  Så kiggede jeg på Eurojackpot og tænkte, at det var et meget voldsomt tal, der stod der, siger han. 

Og det var da også et usædvanligt syn manden fra Midtjylland mødte. 5.806.392,00 kroner – og han læste rigtigt.

- Da det gik op får mig, at det var min gevinst, blev jeg fuldstændig blank, fortæller han.

Pengene skal bruges på familien

Den nye millionær er gift og far til to børn. Og da han fandt ud af, at han var den heldige vinder, fortalte han straks sin kone om det nye skattefrie beløb, der snart ville tikke ind på bankkontoen.

- Jeg gik hen til min kone, og jeg må åbenbart have set total forskrækket ud i hovedet, for hun blev faktisk helt bekymret og spurgte, om der var sket vores børn noget, siger han til Danske Spil.

Det var der heldigvis ikke, og rusen over den gode nyhed har stadig ikke lagt sig for den midtjyske mand. Men hvad pengene skal bruges på ved han og familien ikke endnu.

- Vi har takket ja til millionærrådgivning fra Danske Spil. Vi er stadigvæk lidt rundt på gulvet og ved faktisk slet ikke, hvad vi skal gøre med gevinsten, så det bliver rart med rådgivning, siger han.

Der er dog ingen tvivl om, at nogle af pengene skal bruges på en familietur til udlandet.

Den heldige vinder fra Silkeborg Kommune er i starten af 50’erne, og han vandt den store gevinst i uge 42.

Han har valgt at være anonym.