Luksusferiehuse er et hit

Udlejning af luksusferiehuse boomer. Et udlejningsbureau i Viborg har de seneste fem år tredoblet antallet af bookinger og melder alt udsolgt.

Luksusferiehus

Indendørs pool, billiardbord i stuen og ekstra højt til loftet. Flere og flere turister vælger at tilbringe ferien i ekstra luksuriøse omgivelser.

Udlejningsbureauet Luksushuse.dk i Viborg har specialiseret sig i store luksusferiehuse, hvor flere familier kan bo sammen.

- Vi ser en kraftig stigning i antallet af familier, der ønsker at tage mange mennesker afsted sammen og have mulighed for at lave andet ude i sommerhusområderne end kun at gå en tur i klitten, siger Jakob Nautrup, som er direktør hos Luksushuse.dk.

Feriehuse hitter året rundt

De største huse har 10 værelser og plads til 24 overnattende gæster. Prisen for en uge i højsæsonen ligger omkring 12.000 kr.

Vil man tilbringe ferien i et af luksusferiehusene, er det med at være hurtigt ude. Udlejningsbureauet melder om alt udsolgt i sommerferien, men det er ikke kun, når solen står højest på himlen, at feriehusene hitter. 

- Sidste år var vi tæt på at kunne melde udsolgt i november måned, siger Jakob Nautrup.

På bare fem år har firmaet næsten tredoblet antallet af bookinger, og udlejningsbureauet formidler i øjeblikket over 200 af de ekstra luksuriøse feriehuse om året.

Udlejningsfirmaet forventer i år en vækst på beskedne 20 procent. Der er nemlig ikke flere luksushuse på markedet.

 

2:07
Udlejningsbureau i Viborg melder alt udsolgt på store feriehuse i luksusklassen.