Lugten sætter politiet på sporet

Tre indbrud i weekenden bliver kædet sammen på grund af tyvenes metoder

Politi_6_type1.jpg

En børnehave og en SFO i Kibæk er i weekenden blevet udsat for indbrud. Værst gik det ud over Kibæk SFO, der tidligt mandag morgen blev udsat for groft hærværk. Endnu ukendte gerningsmænd havde smadret det meste af inventaret i institutionen, og politiet har sikret en Peugeot 206 fra stedet. Bilen er fyldt med ting, som muligvis stammer fra indbruddet.

 

Tyvene tog i børnehave

 

Ligeledes Børnehaven Bullerby i Kibæk fik uønsket besøg i løbet af weekenden. Hele to gange tog tyvene i børnehave, og i første runde blev der stjålet tre pc'ere uden skærme, en printer, en makulator og en trådløs telefon.

- Alle tingene er mærket med enten "Aaskov Kommune" eller "Herning Kommune", så det vil være til at genkende det, hvis man ser det, forklarer Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

I anden omgang blev børnehavens pengeskab tvunget op ved hjælp af en vinkelsliber, og 200 kroner blev stjålet. Men netop vinkelsliberen kan være med til at sætte politiet på sporet af gerningsmændene, fortsætter Bent Smedegaard.

- Der er lugt fra en vinkelsliber både i SFO'en i Kibæk, i børnehaven og på virksomheden DanOrganic i Sdr. Felding, som også er blevet udsat for indbrud, så det er klart, at en god efterforsker vil kunne tro, indbrudene er begået af de samme, forklarer vicepolitikommisær Bent Smedegaard.

Politiet har dog endnu ikke fundet ud af, hvad vinkelsliberen har været brugt til under indbruddet i Kibæks SFO.