Lokalpolitikere om udrejsecenter: Det går ud over vores borgere

Ikast-Brande Kommunes borgmester og viceborgmester mener, at flere episoder ved udrejsecentret Kærshovedgård er utilfredsstillende for borgerne.

Ikast-Brande Kommunes nye borgmester, Ib Lauritsen (V), men at udrejsecentret er en meget svær problemstilling, og at det er klart utilfredsstillende for borgerne.
Ikast-Brande Kommunes nye borgmester, Ib Lauritsen (V), men at udrejsecentret er en meget svær problemstilling, og at det er klart utilfredsstillende for borgerne.
Foto: Michael Lyck Poulsen

Efter to anmeldelser på en uge, hvor en gruppe mænd har forsøgt at trænge ind i en bil ved udrejsecentret Kærshovedgård, mener Frank Heidemann (S), 2. viceborgmester i Ikast-Brande Kommune, at udlændinge- og integrationsministeren, Inger Støjberg (V), skal træde i karakter og finde en løsning.

- Jeg har en forventning om, at den tåbelige regering og minister, som synes, at udrejsecentret skulle placeres her hos os, løser det. Det er jo ikke et kommunalt problem, men det ender det så med at blive, fordi det er vores borgere, det går ud over, siger Frank Heidemann.

Ikast-Brande Kommunes borgmester, Ib Lauritsen (V), er enig, at det er utilfredsstillende for borgerne, men han mener også, det er en svær problemstilling.

- Vi har fra start ikke ønsket, at udrejsecentret skal ligge her. Uanset hvem man er som person, så vil man ikke have et center med 300 afviste asylansøgere, men det er et problem, vi som samfund skal løse. Politiet er aktive og sat i gang, så må vi se, om de kan løse opgaven, for det, der foregår uden for hegnet, skal der ageres på, siger Ib Lauritsen.

Udsigt til udvidelse

Udrejsecentret Kærshovedgård huser udlændinge, som har fået afslag på deres asylsag og som enten ikke kan eller ikke vil rejse ud af landet. 

Ifølge lokalpolitikerne har der tidligere været et signal om, der skal bo 600 på centret, 400 flere end antallet, der bor der i dag. De overvejelser er politikerne enige om skal revurderes.

- Jeg synes, man skal overveje det, inden man tager beslutningen, for de problemer bliver større med flere mennesker, siger Ib Lauritsen.

- Hvis der kommer flere der ud, så er det i den grad at vise rettidig omhu at sende flere midler, siger Frank Heidemann.

Ingen Støjberg har indtil nu ikke ønsket at kommentere sagen.

Politiet efterforsker sagen

Politiet er i gang med at undersøge, hvem mændene er, og om de kommer fra udrejsecentret.

- Det er sket tæt på Kærshovedgård, og der er signalementer af udenlandske personer, så det er nærliggende at antage, at de kan være der fra, men det er slet ikke sikkert, og det må efterforskningen kunne afsløre for os, siger Michael Schultze, politikommissær hos lokalpolitiet i Herning.

Politiet opfordrer borgerne til fortsat at køre af Teglgårdsvej ved udrejsecentret og låse bilen.

- Man skal køre på færdselsveje, som man normalt ville benytte sig af og tage sine forholdsregler. Mange biler låser sig selv, men ellers er det en gode ide at låse bilen. Hvis man er utryg, må man køre en anden vej, siger Michael Schultze.

1:54
 
0:55
Politikommissær Michael Schultze fortæller om, hvor langt de er med efterforskningen.